x

Topbokser udsender album

Topbokser udsender album

Verdens – og samtlige kritikere er faktisk enige – pund for pund bedste bokser, den 32-årige letsværvægter Roy Jones Jr, som blandt sine mange yderst imponerende resultater f.eks kan tælle mesterskabstitlerne indenfor de tre ”rigtige forbund”: WBA, WBC og IBF, og desuden har en imponerende statistik, med hele 33 knockouts ud af 44 vundne kampe, en OL-sølvmedalje (han blev snydt for guldet ved en skandale-afgørelse i Seoul, 1988) – skulle man ikke tro, at alt det var nok for et menneske? Ikke for Roy Jones Jr, han er nemlig lige i færd med at lægge sidste kampvante næve på et album med 16 numre – et album, som selvfølgelig får titlen Round One.

Roy Jones Jr er desuden berømt for at have sagt følgende: ”Jeg træner pissehårdt. Jeg træner som en sindssyg, jeg træner altid som om jeg skulle møde den ondeste, dygtigste, bedst mulige fighter i verden: mig selv”.

Albummet er berammet til udgivelse i september, men der skulle allerede være en single ude i denne måned, nemlig den 21. juli. Singlen bærer titlen You All Must Have Forgot, og er ment som en trodsig fuckfinger til mesterbokserens kritikere. Det vides endnu ikke hvornår albummet får europæisk release. Roy Jones Jr følger med sin (formodentlig) hårdtslående udgivelse i hælene på en anden topbokser, nemlig Oscar de La Hoya, som udsendte sit latin-opus med den fantasifulde titel Oscar De La Hoya, den 10. oktober sidste år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA