x

Lil' Kim skyldig i falsk vidnesbyrd

Lil' Kim skyldig i falsk vidnesbyrd

Lil' Kim blev igår dømt for at have løjet for retten i forbindelse med en afhøring om hendes viden om en skudepisode, der involverede medlemmer af hendes følge og medlemmer af rapgruppen Capone-N-Noreaga. Hun undgik dog at blive dømt for at have obstrueret rettens gang, hvilket kunne have givet en straf på op til ti års fængsel.

Skudepisoden fandt sted foran radiostationen Hot 97 i New York 25. februar 2001 (hvor et medlem af 50 Cents følge forleden blev skudt i benet). Lil' Kim og medlemmer af rapgruppen Junior MAFIA havde været på besøg på stationen og på vej ud, løb de ind i medlemmer af Capone-N-Noreaga. De kom i klammeri eftersigende pga. fornærmelser udtalt af rapperen Foxy Brown i sangen "Bang Bang".

Lil' Kim sagde på vidneskranken, at hun ikke havde set sin tidligere manager Damion Butler og vennen Suif Jackson ved radiostationen, men billeder fra et sikkerhedskamera viste, at hun havde været sammen med Jackson, og det har nok heller ikke hjulpet, at både Butler og Jackson har erkendt sig skyldige i våbenbesiddelse.

Straffen for mened er op til 20 års fængsel, men Lil' Kim har naturligvis anket afgørelsen. Strafudmålingen finder sted 24. juni.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA