x

Uudgiven Dylan-sang ser dagens lys

Uudgiven Dylan-sang ser dagens lys

Nogle gange skal med lede de mest uventede steder efter den Gode Musik; således figurerede Nick Cave og Neko Cases coverversion af The Zombies-klassikeren "She's Not There" på lydsiden til vampyr-serien "True Blood" tidligere på året, og nu ser en hidtil uudgiven optagelse med Bob Dylan dagens lys som en del af lydsporet til CBS-serien "Hawaii Five-O", som følger en dynamisk indsatsstyrke på stillehavsøen.

Det drejer sig om sangen "Don't Ever Take Yourself Away", som Dylan oprindeligt indspillede til albummet "Shot Of Love". Fra de samme sessions i foråret '81 har eminent overskudsmateriale som "Angelina" og "Carribbean Wind" tidligere fundet vej til officielle udgivelser.

"Shot Of Love" makerede en bevægelse væk fra de to foregående, eksplicit kristent forkyndende albums "Slow Train Coming" (1979) og "Saved" (1980). NMEs navnkundige anmelder Nick Kent kaldte ved udgivelsen pladen for Dylans værste til dato; ikke desto mindre rager sange som "In the Summertime", "Dead Man, Dead Man" og ikke mindst "Every Grain Of Sand" stadig op ved et genhør her tredive år efter udgivelsen i august '81.

Soundtracket, som også inkluderer hidtil uudgivne optagelser med blandt andre Jimmy Buffett, Goo Goo Dolls og A Swell Season, udkommer på CBS/Sony den 11. oktober. "Dont Ever Take Yourself Away" blev iøvrigt for nyligt indspillet en bearbejdet version under titlen "Steel & Feathers (Don't Ever) af den unge singer/songwriter Nikki Jean - med Dylans velsignelse, naturligvis.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA