Nyhed

Gospelpioneren Jesse Dixon død

Paul Simons gamle samarbejdspartner er gået bort i en alder af 73 år

Udtrykket pioner bliver ofte brugt med rigeligt rund hånd, men i tilfældet Jesse Dixon giver det rent faktisk mening. Sangeren, som blev født i San Antonio, Texas, i 1938 bidrog gennem karrieren til at udbrede den religiøse gospelmusik til pop-publikummet, først gennem sit samarbejde med Paul Simon, og siden som sangskriver for navne som Cher, Randy Crawford, Natalie Cole og Diana Ross.

Dixon traf Paul Simon på Newport Jazz Festival i '72, og i de følgende otte år fungerede hans Jesse Dixon Singers som både opvarmningsnavn og lejlighedsvis backinggruppe på Simons turnéer. Samarbejdet er dokumenteret på den glimrende liveplade "Live Rhymin'" fra '74, ligesom Dixon medvirkede på det klassiske studiealbum "Still Crazy After All These Years".

Efter det mangeårige samarbejde med Simon afsluttedes nød Dixon godt af en øget interesse for gospelmusikken og begyndte for første gang i karrieren at turnere i Europa og havde siden stor succes med albummet "I Am Redeemed" fra 1993. Om sin musikalske opdragelse har Dixon ved en tidligere lejlighed sagt at "At gå i kirke var som at gå i skole for mig", og i dag synges adskillige af Dixons egne kompositioner - "Sit At His Feet And Be Blessed", "These Old Heavy Burdens" og "I Love To Praise His Name" - i kirker over hele USA.


ANNONCE