x

Koncerter i KB Hallen flyttes

Koncerter i KB Hallen flyttes

KB Hallen blev onsdag morgen i denne uge hærget af en brand, der har totalskadet bygningen. Derfor skal den 73 år gamle hal aflyse en række planlagte fremtidige arrangementer.

Den 8. oktober skulle Veto spille i KB Hallen, men denne koncert er flyttet til Den Grå Hal på Christiania.

Whitesnake er i gang med en verdensturné, der kommer i kølvandet på deres 11. studiealbum "Forevermore", som blev udgivet tidligere på året. Koncerten med Whitesnake er flyttet til Vega på Vesterbro. Datoen er den samme, og de mange, der har købt billet, kan bruge den til at komme ind den 22. november på Vega.

Blandt de aflyste arrangementer er en erotikmesse, der skulle være afholdt den kommende weekend, audition til tv-programmet X Factor (den 11. og 12. og 17. til 19. oktober) samt rapkonkurrencen MC's Fight Night den 22. november.

DRs underholdningsredaktør Jan Lundme garanterer, at der stadig vil blive afholdt auditions på de planlagte datoer, selvom der endnu ikke er fundet alternative lokaler.

Michael C.U.P., der er koncertarrangør for Primo Entertainment, udtaler om MC's Fight Night:

"Det er virkelig en skidt situation, og vi kan ikke sige noget om, hvorvidt folk skal have deres penge tilbage, hvis de allerede har købt billetter. Vi har stoppet salget af billetter med omgående virkning, og vi arbejder på forskellige løsningsmodeller."

Koncerterne med Machine Head og Dream Theater er stadig hjemløse. 

GAFFA vil løbende opdatere, når yderligere pressemedelelser vedrørende flytning af koncerter udsendes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA