x

Deadman kommer til Danmark

Deadman kommer til Danmark

Den 7. og 8. oktober præsenteres arrangementet Folkline i henholdsvis Granå og Esbjerg, hvor man kan opleve danske One Eyed Mule i selskab med canadiske Melanie Dekker og amerikanske Deadman.

Arrangørerne bag arrangementet udtaler, at deres målsætning er: " at præsentere folk og roots musik af den bedste skuffe og af høj kvalitet og vi gør derfor det ypperste for at skaffe nye og spændende navne i genren."

Tidligere har Folkline præsenteret Raul Malo, Lisbee, Bob Dylan tribute, Klondyke, Madison Violet, Katzenjammer og Baskery. Navne, der for de udenlandskes vedkommende alle har det til fælles at Folkline har været deres første optræden på dansk grund.

Om dette års optrædende skriver arrangørerne:

Melanie Dekker (can)

"Singer- og songwriter Melanie Dekker har rod i Vancouver, Canada. Hun skiller sig ud fra mængden med en fantastisk livlig og fængslende optræden. Dybden i hendes stemme og de fantastiske fraseringer trækker dig igennem historier med både råhed og følsomhed. Hun har sunget med såvel Faith Hill, Chaka Chan, Bryan Adams som Diana Krall."

One-Eyed Mule

"One-Eyed Mule tager udgangspunkt i den amerikanske roots-musik og har med tre album begået tre forskellige musikalske udtryk lige fra afdæmpet country-folk til dronende psykedelisk garage-blues. One-Eyed Mule debuterede i 2006 med "Hobo in the Land of Love" og i 2008 kom "From the Beats to the Bible" hvorfra sangen "Where You Don't Belong" røg på soundtracket til US serien 'The Cleaner'."

Deadman (USA)

"Deadman gæster Danmark for første gang på baggrund af vores initativ og er spået en stor fremtid med deres medlevende folk-blues-rock og bliver i USA hurtigt puttet i kategori med de helt store inden for den genre. Austin, Texas-baserede Deadman leverer en fænomenal blanding af Southernrock, folk, country, blues og ikke mindst gospelmusik. Tankerne ledes i retning af Robbie Robertson og The Band, når Deadmans front figur, sanger, guitarist og sangskriver Steven Collins går på arbejde. Men gruppens lyd er unik, med en inderlighed og lidenskab over det sædvanlige."

Folkline finder sted den 7. oktober på Pavillonen i Grenå og den 8. oktober på Tobakken i Esbjerg. Den 9. oktober kan man desuden opleve Deadman på Dexter i Odense.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA