x

Danske musikere skal coache kommende stjerner

Danske musikere skal coache kommende stjerner

"Voice - Danmarks største stemme" er en ny sangkonkurrence på TV 2, som sætter fokus på alle de sangere, der potentielt står lige foran det store gennembrud.

TV 2 løfter sløret for de fire coaches, som består af Steen Jørgensen fra Sort Sol, Lene Nystrøm fra Aqua, Sharin Foo fra The Raveonettes (billedet) og L.O.C.

Med ryggen til scenen vil det i en blindtest være coachenes første opgave at udvælge det absolut stærkeste hold af sangere, som de ønsker at føre gennem sangkonkurrencen. 

Verdensfænomenet "Voice" er et hollandsk format, og showet har haft sin første sæson i Holland og USA, hvor det er blevet en gigantisk succes. Turen er nu kommet til Danmark og Sverige. I 2012 følger Norge efter.

I første sæson af "Voice" i USA blev coachrollerne indtaget af de fire superstjerner Christina Aguilera, Cee Lo Green, Maroon 5-forsanger Adam Levine og Blake Shelton.

TV 2 kan endnu ikke offentliggøre den eksakte dato, men "Voice - Danmarks største stemme" har premiere på TV 2 senere på året, hvor Morten Resen skal være vært.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA