x

Kings Of Leon skuffede ved første koncert efter de mange aflysninger

Kings Of Leon skuffede ved første koncert efter de mange aflysninger

I går stod Kings Of Leon på scenen sammen for første gang efter sammenbrudet i Dallas tilbage i juli. Oprindeligt havde bandet 29 koncerter foran sig, da Caleb Followill forlod scenen i Dallas midt under koncerten, ifølge ham selv grundet hals- og helbredsproblemer i sydstatsvarmen.

Efterfølgende kørte Kings of Leon på damage control. Bandet indrømmede, at Caleb havde et alkoholproblem og nu skulle et smut omkring afvænning, inden deres tour kunne genoptages. Dog skulle det hurtigt vise sig, at tid ikke var noget, familien Followill havde. Sagsanlæg ville løbe op i 15 millioner dollars, hvis bandet ikke startede op igen inden oktober.

Det Kings of Leon, der gik på scenen klokken 21 onsdag aften i Vancouver, var et band, der var der mere af tvang end lyst. Spørgsmålet var, om de kunne sætte sig ud over det og stadig levere varen. GAFFAs Rune Leander Mikkelsen tildelte The Followills tre stjerner og skrev blandt andet:

 "Dog mangler der noget denne aften i Vancouver. Caleb ligner en yngre udgave af den tilbagevendte James Hetfield i Metallicas "Some Kind of Monster"-dokumentar (2004), som han står der nyklippet og glatbarberet med skovmandsskjorte og nystrøgne bukser. Der er ikke meget kontakt mellem ham og publikum, og storskærmene viser close ups af en Caleb der ser meget træt og uinspireret ud – selv ikke da publikum selv synger "Sex on Fire", kan det frembringe et lille smil.

[…]Som anmelder er det for letkøbt at konkludere, at Kings of Leon leverede en dårlig koncert denne aften, grundet de sidste tre måneders omstændigheder. Jeg kedede mig bravt, men andre omkring mig så ud til at have en glimrende aften. Jeg finder det ærgerligt, at bandet har valgt en mere countrypræget lyd og performance live, end jeg har oplevet tidligere. Værst i "Pyro", en sang omhandlende Ruby Ridge-episoden i Idaho tilbage i 1992. Den kan man jo næsten danse line dance til, som sangen leveres denne aften.

[…] Når alt kommer til alt, er en anmeldelse som denne jo en individuel smagssag. Faktum er, at jeg foretrak de fire unge sydstatsdrenge, der spillede, som om deres liv stod på spil, hver gang de gik på scenen. Med det mere countryprægede udtryk kommer teksterne jo til at stå mere i fokus, hvilket udstiller, at der ikke er meget at komme efter på den front. Dog spillede Kings of Leon ikke "The End",  det glimrende åbningsnummer fra sidste års udgivelse, så der er sikkert ingen grund til at dømme dem ude i denne omgang."

Læs hele anmeldelsen her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA