Nyhed

Programmet for Wundergrund 2011 er klar

Stærke stemmer, støj og sitrende elektronik pryder årets festival, der for sjette år i træk byder indenfor til mere end 30 koncerter

Under overskriften "Voices, Noises & Choices" sætter Wundergrund fra den 21. oktober til den 5. november scenen for musikalske oplevelser med grænsesøgende udtryk i København. I år med særligt fokus på den ekstreme vokalkunst, støj og kompromisløse, kunstneriske valg. 

Blandt de deltagende internationale og danske kunstnere er Diamanda Galás, Cæcilie Trier, Maja Ratkje, Kresten Osgood, Laura Toxværd, Attila, Felix Kubin, Hannah Schneider, Simon Steen-Andersen, Skammens Vogn, August Rosenbaum, David Moss, Koichi Makigami, Lasse Marhaug, Phil Niblock, William Bennett, Jeppe Just, Lone Hørslev, Global Unit, Dygong, Mikkel Meyer, Rumpistol, Tobias Kirstein m.fl.

Wundergrund starter


Fredag den 21. oktober præsenterer Wundergrund i samarbejde med artFREQ en aften, der stiller skarpt på den ekstreme vokalkunst. Under kuplen i Marmorkirken vil tre internationale stjernevokalister optræde. Den græsk-amerikanske diva Diamanda Galás står i front for en aften, der også byder på nye solooptrædener af den ungarske black metal-legende VoV (Attila Csihar) samt den norske stemmemanipulator, komponist og vokalekstremist, Maja Ratkje.

Lørdag den 5. november møder Wundergrund filmfestivalen CPH:DOX i et festfyrværkeri, der byder på det danske lydkunstkollektiv Dygong og et islandsk tema med film og livemusik med Bedroom Community og The Sigridur Nielsdottir Experience i Cinemateket.

Wundergrund på turné


Wundergrund bevæger sig i år ud i regionen, hvor den eksperimenterende musik finder nyt fodfæste. Det sker når Wundergrund rammer Forbrændingen i Albertslund med Valby Vokalgruppe og Rumpistol. På Gentofte Hovedbibliotek udforsker Thulebasen sammen med lydkunstneren Søs Gunver Ryberg nye veje, hvor også Baron Criminel står klar. Wundergrund On Tour er støttet af Region Hovedstaden.

Se her for det samlede program.

ANNONCE