Nyhed

Kate Bush udgiver ny single på tirsdag

"Wild Man" kan købes digitalt verden over fra midnat natten til tirsdag engelsk tid

Hører man til dem, der afventer nyt fra Kate Bush med samme iver, som Jehovas Vidner afventer Dommedag – og dem er der nogle stykker af, begge kategorier – er der mildt sagt godt nyt. Midnat natten til tirsdag den 11. oktober udgiver Bush nemlig singleforløberen for sit kommende album "50 Words For Snow". Den nye single har titlen "Wild Man" og kan købes digitalt verden over mindat natten til 11. oktober engelsk tid, altså 11. oktober klokken 01 dansk tid.

Singlen bliver første helt nye sang fra Kate Bushs hånd siden "Lyra", som i 2007 medvirkede på soundtracket til filmen "The Golden Compass". Det er samtidig første single fra hendes første studiealbum med nye sange siden 2005-udgivelsen "Aerial".

Kate Bush, der er kendt for lange pauser mellem sine udgivelser, har dog ikke ligget på den lade side på det seneste. I maj udgav hun således albummet "Director's Cut" med genindspilninger af sange fra hendes to ældre album "The Sensual World" og "The Red Shoes" fra henholdsvis 1989 og 1993.


Kate Bush har også for nylig offentliggjort – som vi skrev i går – at det nye album gæstes af blandt andre Elton John, skuespilleren Stephen Fry og guitaristen Andy Fairweather Low.

Kate Bush debuterede i 1978 som 19-årig med singlen "Wuthering Heights" og albummet "The Kick Inside", der begge straks blev kæmpehits. Siden har hun udgivet en stribe anmelderroste og velsælgende plader, blandt andet "Hounds Of Love" fra 1985 med storhittet "Running Up That Hill". I de senere år er der imidlertid blevet længere og længere mellem hendes pladeudgivelser, ligesom Kate Bush bortset fra en enkelt gæsteoptræden hos Dave Gilmour i 2002 ikke har performet live siden 1980'erne. Hun har kun en enkelt gang, tilbage i 1979, været på en egentlig turné.

ANNONCE