Nyhed

John Cale gæster Malmö, men aflyser København

The Velvet Underground-veteranen John Cale kommer til Malmö Opera for at spille ”When Past And Future Collide: Paris 1919”. Til gengæld gæster han ikke København alligevel.

Den 21. november spiller sangeren, komponisten og tidligere medlem i The Velvet Underground John Cale sammen med sit band samt Malmö Operas orkester i Malmö Opera.

Cale fremfører albummet "Paris 1919", som er Cales tredje album, der blev hyldet som et mesterværk af magasinet Rolling Stone ved udgivelsen i 1973. Da albummet blev udgivet i en udvidet ny udgave i 2006, havde det ifølge mange anmeldere beholdt hele sin aktualitet.

Cales lange karriere


Violinisten, bratschisten med mere forlod The Velvet Underground efter kunstneriske uoverensstemmelser med Lou Reed i 1969, og solodebuterede året efter med albummet "Vintage Violence".

I 1970'erne fortsatte han samarbejdet med den tyske fotomodel og sangerinde Nico, der medvirkede på The Velvet Undergrounds banebrydende debut "The Velvet Underground & Nico" fra 1967, og har gennem årene også lejlighedsvist indspillet og optrådt sammen med Lou Reed.

I 2004 udkom en koncertoptagelse fra januar 1972 med Cale, Reed og Nico fra den parisiske klub Le Bataclan. Efter denne koncert skulle der gå 17 år, inden Reed og Cale atter arbejdede sammen, denne gang omkring pladen "Songs for Drella" fra 1989, som blev undfanget i anledning af mentoren Andy Warhols død i 1987.


Besøger Danmark i november

John Cale kommer også og giver koncert i Danmark den 13. på VoxHall i Aarhus, men denne koncert vil bestå af højdepunkter fra hele bagkataloget samt numre fra Cales kommende album. Den planlagte koncert på Vega i København dagen efter er til gengæld desværre aflyst grundet logistiske problemer, og billetter kan refunderes, hvor de er købt. Arrangørerne arbejder dog på højtryk på at finde en ny dato.

Koncerten "When Past And Future Collide: Paris 1919" i Malmö Opera foregår den 21. november, og billetter kan købes via Malmö Operas hjemmeside på www.malmoopera.se eller på telefon +46 40 20 85 00.


ANNONCE