Nyhed

Oplev Tina Dickow i biograf

I forbindelse med Tina Dickows kommende liveudgivelse viser hun koncertfilmen "True North" i Panorama Biograf i Middelfart 6. november

GAFFA meddelte i slutningen af september, at Tina Dickow udgiver koncertfilmen "True North" fra hendes fem koncerter i DRs Koncertsal tilbage i juni.

I mandags løftede den aarhusianske sangerinde sløret for en kommende specialforestilling af koncertfilmen:

"Så tror jeg, jeg har lagt mig fast på en biograf til snig-premieren - a cinema with a view! Jeg kan fortælle, at jeg er gået uden om de største byer denne gang. I morgen afslører jeg, hvorhenne i landet vi er, og hvordan man skaffer sig billetter. Aah, jeg er spændt!"


I dag afslører Tina Dickow nu på Facebook, at koncertfilmen vil blive vist i Panorama Biograf i Middelfart den 6. november.

"Jeg er landet på et smukt sted lige midt i DK. Alle veje fører til Middelfart, og som regel kører man direkte igennem med toget, men d. 6. nov. bliver vi hængende og hygger i den flotte Panorama Biograf med popcorn, film, guitar, autograf-pen og udsigt over Lillebælt. Så Kære Venner, ses vi i Middelfart til min helt egen snig-premiere på "True North"?", skriver Tina.

Om den kommende koncertfilm udtaler Tina, at der er forsøgt at give hver sang sit eget filmiske univers og lade det udfolde sig visuelt og musikalsk. Der vil være orkesterversioner af gamle numre samt nogle helt nye numre, som Tina specifikt skrev til koncerterne.


Billetsalget til forestillingen den 6. november i Panorama Biograf i Middelfart starter i aften kl. 20.00, hvor Tina Dickow vil smide et link op på sin officielle Facebook-page.

ANNONCE