x

Toppen Af Poppen er på toppen

Toppen Af Poppen er på toppen

Fredag er den dag, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort, og vanen tro tager GAFFA et kig på denne uges nyheder. I denne uge går "Toppen af Poppen 2" direkte ind på førstepladsen. Albummet er musikken fra sæson to af TV2's populære coversangsprogram af samme navn. Et program, hvor deltagerne i anden omgang har været Søs Fenger, Joey Moe, Anne Linnet, Brødrene Olsen, Lina Rafn, Rasmus Nøhr og Sys Bjerre.

Sidste uges etter, Kandis, går ned på en tredjeplads, mens Aqua arbejder sig op mod toppen og i dag ligger nummer 2 med deres comeback-album, "Megalomania".

Ugens næsthøjeste nyhed finder vi på femtepladsen, hvor Rasmus Nøhr er ny med sin opsamling "Samlesæt Vol. 1".

Tredje nyhed er det meget omtalte YouTube-fænomen Kidd og hans debutalbum med den selvbevidste titel "Greatest Hits 2011", der er ny på tiendepladsen.

Canadiske Feist går ind på en 15. plads med sit fjerde album, "Metals", hendes første siden "The Reminder" fra 2007. Det album, der både indeholdt hittet "1234" og "The Limit To Your Love", som siden blev et stort hit med James Blake.

Herefter skal vi ned på plads nummer 32, hvor Erasure går ind med albummet "Tomorrow's World". Et album, der måtte lide den tort kun at få 1 stjerne af GAFFAs anmelder Jesper Buhl, men det har altså ikke skræmt alle købere væk.

Sidste nyhed i top 40 er The William Blakes, der går ind på en 37. plads med deres et halvt år gamle album "Music Wants To Be Free". Formodentlig foranlediget af tildelingen af Kronprinsparrets Stjernedryspris til gruppen i sidste uge.

Seebachs toer lige om hjørnet

I bunden af hitlisten finder vi en håndfuld re-entries. Snart koncertaktuelle Rihanna er tilbage på plads nummer 33 med "Loud", ligeledes snart liveaktuelle Bon Iver vender tilbage på plads nummer 34 med "Bon Iver", og David Guetta kommer ind som nummer 35 med "Nothing But The Beat". I bunden af top 40 finder vi yderligere to re-entires, på en 39. plads De Eneste To med "De Eneste To" og på plads nummer 40 Fallulah med hendes halvandet år gamle, dog i mellemtiden genudgivne "The Black Cat Neighbourhood".

 

Track-hitlisten toppes i denne uge igen af Rihanna og hendes nye single "We Found Love", mens streaminghitlisten atter toppes af Rasmus Seebach og hans "I Mine Øjne".

På mandag udkommer Rasmus Seebachs længe ventede andet album, opfølgeren til hans mildt sagt succesfulde, selvbetitlede debut fra efteråret 2009. Dét album har ligget i top 40 uafbrudt i 106 uger, altså over to år, og har nu solgt over 200.000 eksemplarer. Og så bliver det jo spændende at se, om toeren kan leve op til forventingerne. Da hitlisten opgøres en smule forskudt i forhold til ugerne, kan vi dog først forvente at se Rasmus Seebach på albumhitlisten med sin toer om 14 dage.

Se alle de officielle danske hitlister her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA