Nyhed

300.000 har gæstet Boxen på et år

Hernings multiarena kan fejre sin 1 års fødselsdag med at byde velkommen til gæst nummer 300.000

300.000 i Boxen. Nej, der er ikke tale om en ishockeykamp med usædvanligt mange udvisninger, men derimod en beskrivelse af den popularitet, Hernings multiarena Jyske Bank Boxen kan notere sig et år efter indvielsen.

I næste uge kan Jyske Bank Boxen fejre sin 1 års fødselsdag, og samtidig kan Boxen byde velkommen til sin gæst nummer 300.000. Det sker allerede i aften, hvor Red Hot Chili Peppers (billedet) indtager en hal, der i skrivende stund er næsten udsolgt.

Det var Lady Gaga, der 20. oktober 2010 fik fornøjelsen af at tage Jyske Bank Boxens mødom – et udtryk, hun selv brugte fra scenen – og i det første år har i alt 13 internationale topnavne givet koncert i det midtjyske. Fra Prince over Kylie Minogue til Justin Bieber, Roger Waters, Eric Clapton, George Michael og senest Britney Spears. Og i aften gælder det så Red Hot Chili Peppers.


Derudover har Boxen også lagt gulv til en række andre shows og sportsarrangementer, blandt andet Queen-musicalen We Will Rock You i foråret og kvindernes håndbold-EM i december 2010.

I alt 294.000 billetter er der blevet indløst i Boxen, og i aften går gæst nummer 300.000 så gennem tælleapparaterne.

Rihanna, Dylan og Rammstein på vej


Administrende direktør George Sørensen er godt tilfreds med besøgstallene:
- Vi har fået den start, vi kunne have ønsket os med over 300.000 gæster på et år og en stjerneparade af internationale musiknavne, sportsevents og shows i Jyske Bank Boxen, udtaler han.

I den kommede tid fortsætter Jyske Bank Boxen med at præsentere internationale musiknavne. 28. oktober gæster Rihanna Boxen til en koncert, der har været udsolgt længe, 2. november kan man opleve Bob Dylan og Mark Knopfler til en ligeledes udsolgt koncert, og 22. februar næste år kan man opleve Rammstein i Boxen. De sportinteresserede kan se frem til Sportens Årsgalla 7. januar og EM i Bordtennis senere næste år, og er man til totalunderholdning, er der Batman Live i januar 2012.

Jyske Bank Boxen har en kapacitet på 12-15.000 personer afhængigt af opsætningen.


Jyske Bank Boxens hjemmeside.

 

ANNONCE