Nyhed

Roskilde sigter mod en festival uden kontanter

Fremtidens Roskilde Festival bliver næsten uden kontanter. Til næste år vil man kunne bruge betalingskort overalt.

Udviklingschef hos Espen Danielsen udtaler til Urban, at Roskilde Festival arbejder på at få hele det økonomiske system til at glide lettere, og at Roskilde i den sammenhæng arbejder hen imod en festival med så få kontanter som muligt.

Formålet med reduceringen af kontanter på festivalen er at indskrænke tyverier, svind, sort handel og den store administration, der er forbundet med kontanter.

I den forbindelse afslører Esben Danielsen, at Roskilde Festival i tre år i det skjulte har arbejdet med forskellige løsninger, der for de flestes vedkommende er blevet forkastet. Det drejer sig blandt andet om værdipoletter, armbånd med stregkode og betaling med mobilen, men som Esben Danielsen siger til Urban:


"Vi nægter, at vores publikum skal betale for sådan en løsning. Derfor er vi endt ved fokus på helt almindelige kreditkort og debetkort til de unge. Dem kan alle få, og der er ikke gebyr på de danske kort og ikke noget nyt eller større gebyr på de udenlandske kort. Til dem, der ikke har et Dankort eller VisaElectron, overvejer vi at lave et Roskilde-kort, der kan det samme og tilbyder sikkerhed med pinkode."

Selvom kortløsningen blandt andet også har til formål at komme den sorte handel til livs, lover Esben Danielsen over for Urban, at det aldrig vil komme så vidt, at festivalen vil kropsvisiterer folk for kontanter.

Kontantløse problemer


Selvom Roskilde stræber mod at blive et pengeløst samfund, har eksempler fra andre festivaler vist, at det godt kan betale sig at tænke sig om, inden man springer ud i det, og det er Roskilde Festival opmærksom på.

I sommer rapporterede den daværende skribent på GAFFA, John Fogde – i dag talsmand for NorthSide Festival – fra Primavera-festivalen i Barcalona. Her havde festivalen netop valgt at blive kontantfri, men da festivalpladsens kortsystem på åbningsdagen ikke var klar, befandt GAFFAs John Fogde og resten af festivalen sig pludselig i et mindre kaos, og det har Primavera fået mange hug for. John Fogde rapporterede dengang fra festivalen:

"Ingen af barene var klar til at åbne, da pladsen åbnede, da ingen af dem havde fået sat kortlæsere op, og ingen af dem stod klar med en back up-løsning, så de var heller ikke klar til at tage imod kontanter. Dermed gik der mange timer, hvor eneste mulighed for at få en øl var nogle små mobile barer, der pludselig dukkede op og inden for sekunder blev belejrede af hundrevis af mennesker."


Så selvom Roskilde Festival gerne vil komme alle de "kontante" problemer til livs, så kommer der altså til at gå nogle år, inden en festival uden sedler og mønter bliver en realitet.

ANNONCE