Den 59-årige rockguru er på bedringens vej efter succesfuld hjerneoperation
Neil Young måtte søndag aften udeblive fra The Juno Awards – den canadiske version af en grammy-uddeling – da han stadig er indlagt efter i sidste uge at være blevet opereret i hjernen.
Singer-songwriteren fik efter at have deltaget i indlemmelsen af The Pretenders i The Rock And Roll Hall Of Fame midt i sidste måned problemer med synet. En scanning viste, at der var problemer med en blodåre i hjernen, og sangeren blev derfor indlagt til operation.
Operationen forløb efter alt at dømme godt, og Young forventes at komme sig fuldstændig efter nogle dage i sengen.