I næste måned vil Mike Skinner give de sidste koncerter som The Streets
Mike Skinner vil til Big Reunion-festivalen give sine sidste to koncerter som The Streets. Dette sker henholdsvis den 19. og 26. november i den østlige kystby Skegness i England.
Koncerterne vil markere The Streets' afslutning, men fans vil også have mulighed for at kunne nå at opleve The Streets til Freeze Festival i London den 29. oktober.
Sidste danske koncert
I sommer sagde The Streets farvel til Danmark ved NorthSide Festival i Aarhus, en koncert der fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Rebecca Thuesen med blandt andre disse ord: "For mig var det en flot og helstøbt koncert, jeg ikke ville have undværet for noget."
Post-Streets
I februar udtalte Mike Skinner til GAFFA, at han vil begive sig ud i filmverdenen efter The Streets:
- Vi vil lave ting på YouTube hele året, men vi har også et manuskript til en spillefilm. Kreativt set, så er det det eneste, jeg tænker på. Det er en thriller, der foregår på et hospital. Vi vil lave alting selv, og det bliver en ret konventionel film.