Nyhed

Simon Kvamm gror sig en skovsnegl

Til november kan du sammen med Nephew-forsangeren og andre kendte danskere gro dig et overskæg i en god sags tjeneste

Den australske sundhedskampagne Movember, der har til formål at sætte fokus på mænds sundhed og specielt prostatakræft, kommer nu til Danmark, og i den anledning gror Nephew-forsanger Simon Kvamm sig et overskæg.

"Mænd og helbred er et emne, som mange af os har en tendens til at glide af på. Men jeg har efterhånden oplevet flere venner og venners fædre få prostatakræft, så for mig gav det mening at hoppe med på de australske gutters spøjse idé om at gro et overskæg i november for at italesætte mænds sundhed. Man får hul på tabuet, for man bliver jo nødt til at forklare, hvorfor fanden man pludselig ligner Tom Selleck!" udtaler Simon Kvamm.

Reglerne for at deltage i Movember-sundhedskampagnen er simple. Man skal oprette en profil på movember.com, glatbarbere sig den 1. november, gro et overskæg hele måneden og få sin famille, venner og bekendte til at donere penge til sit overskæg. Pengene, der doneres, går til en global forsknings- og handlingsplan inden for prostatakræft, som er den mest udbredte alvorlige kræftform blandt danske mænd.


Af andre kendte danskere, der har meldt sig klar til at gro et overskæg, kan nævnes landsholdmålmand Thomas Sørensen og håndboldspillerne Mikkel Hansen, Lars Christiansen og Bo Spellerberg, ligesom en række danske virksomheder som Saxo Bank og danske afdelinger af internationale virksomheder som Björn Borg og Arriva vil bakke op om kampagnen.

Movember-kampagnen i Danmark kulminerer i en stor afslutningsfest for alle deltagere og interesserede den 1. december på Bremen Teater i København, hvor den prestigefyldte kåring af Miss Movember og Man of Movember finder sted. 

ANNONCE