Nyhed

Programmet for fredagsrock i Tivoli er nu klar

Det endelige program er nu blevet offentliggjort, og der er masser af øregodt til folk i alle aldre

For niende år i træk byder Tivoli på masser af koncertoplevelser i Den Gamle Have, og programmet for de i alt 22 koncerter indeholder både masser af nye og mere veletablerede danske navne plus lidt udenlandsk krydderi.

Som vi tidligere har kunne rapportere her på GAFFA.dk, så er blandt andet Elvis Costello & The Imposters blandt årets optrædende, og denne koncert er nu blevet datosat til den 3. juni. Desuden kan man den 29. april opleve den gamle rock ’n’ roller - Shakin’ Stevens.

De resterende 20 koncerter består udelukkende af danske kunstnere, der til gengæld dækker mere eller mindre hele spektret for, hvad dansk musik har leveret af kvalitetsmusik i de senere årtier. Man kan således blande andet opleve Baal, Peter Sommer, Karen, Poul Krebs, Shu-bi-dua, Thomas Helmig, Hanne Boel, Saybia, Laid Back, Junior Senior, Lis Sørensen, Bikstok Røgsystem, Kira & The Kindred Spirits, Danseorkestret osv.


Koncerterne er som vanlig gratis ved entré til Haven, og køber man et årskort til en pris af 190 kroner, så kan man potentielt opleve alle 22 koncerter til en gennemsnitspris af knap 9 kroner. Koncerterne finder sted hver fredag klokken 22 i perioden 15. april – 25. september.

Slutteligt kan det rapporteres, at Tivoli i år også har fået endnu en storskærm (det giver to i alt) samt et nyt forbedret lydsystem udviklet af det franske firma L-Acoustic. Anlægget rummer en ny teknologi, som gør, at man kan ”styre” lyden mod og omkring publikum. Tivoli er det første spillested i Danmark, der har denne teknologi til deres rådighed.

ANNONCE