x

Slipknot, Papa Roach og Helmet i KB Hallen

Slipknot, Papa Roach og Helmet i KB Hallen

Det smågale heavykollektiv, Slipknot, der konsekvent bærer obskure masker, har været hyppige gæster i Danmark det seneste års tid, men det skal dog ikke holde os tilbage fra at byde dem velkommen endnu en gang.

Denne gang tropper det populære nimandsorkester op i KB Hallen med support fra to andre af hårdrockens velkendte navne – nemlig Papa Roach og Helmet.

Også Papa Roach har de sidste år givet flere prøver i det danske på deres effektfulde metalliske rock med et godt skvat punk tilsat. Blandt andet som opvarmning for den legendariske Iggy Pop i Parken.

Sidst med ikke mindst kan også Helmet altså opleves ved denne lejlighed. Bandet udgave sidste år deres første album i otte år, ”Size Matters”, og beviste endnu en gang, hvorfor de med deres formfuldendte blanding af velplacerede riffs og iørefaldende melodiske passager betegnes som én af nu-metallens helt store inspirationskilder.

Denne metalliske begivenhed finder sted i KB Hallen den 14. juni kl.20.00, og billetsalget indledes den 11. april klokken 10.00 via Billetlugen, landets Fona-butikker og Sex Beat Records (3312 8292).


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA