Den unge skjald bedriver sig ud i det danske land og begynder på sin efterårsturné med UFO som support
Den 28. oktober tager den pladeaktuelle Thomas Buttenschøn på efterårsturné og spiller koncert på Samsø, Odense, Aarhus og København.
Buttenschøn udtaler: "Jeg glæder mig vanvittigt til at komme ud og spille igen. Den nye plade er på mange forskellige måder et nyt kapitel - både musikalsk og menneskeligt. At præsentere sangene herfra live bliver noget helt særligt. Og så spiller jeg med et helt nyt band, der spiller for vildt! Vi spiller naturligvis også noget gammelt, men på nye måder, for at tilføre musikken noget nyt!"
Til koncerterne får Buttenschøn hjælp fra blandt andre musikerne Lars og Troels Skjærbæk.
Rapperen og sangeren UFO tager med som opvarmning. UFO, der blandt andet er kendt fra projektet og duoen UFO Yepha, er i øvrigt snart pladeaktuel med "Humaidan", der udkommer den 24. oktober.
Den nye skive
Den 15. august udkom Thomas Buttenschøns fjerde album, "Vinden der blæser", som GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann gav 4 stjerner, der blandt andet mener, at "først som sidst er der dog tale om en flot firer, der på falderebet også må roses for sit konsekvent distinkte og nydeligt afstemte guitarspil."
Buttenschøn blev i forbindelse med pladeudgivelsen interviewet af Michael José Gonzalez fra GAFFA, hvor Buttenschøn blandt andet kom ind på, hvorfor "Vinden Der Blæser" er en mere rå og alvorlig plade: "Jeg får lyst til at skrive nogle sange, der er anderledes, og som stikker lidt ud. Og så er det bare naturligt, at de numre, jeg har skrevet, er blevet lidt mere rå i udtrykket."
Læs resten af interviewet her.
Koncertdatoer
27.10 Brundby Hotel, Samsø
28.10 Posten, Odense
29.10 Train, Aarhus
30.10 Koncerthuset, Studie 2, København