Nyhed

Rabatbilletter til NorthSide er udsolgt

Der er nu solgt 3.000 rabatbilletter til NorthSide Festival 2012

På mindre end tre uger, og uden at festivalen havde offentliggjort et eneste navn, blev alle 3.000 NorthSide-rabatbilletter udsolgt.

NorthSide Festival 2011 blev i sit andet år afviklet i juni måned i Ådalen i Aarhus med internationale navne som Band Of Horses, Suede, Elbow, Interpol, White Lies og The Streets.

Første navne til NorthSide


De første navne til næste års festival vil blive offentliggjort i november, og derfor er festivalledelsen begejstrede over, at forhåndsinteressen for NorthSide Festival 2012 er så stor, at man på meget kort tid har kunnet sælge 3.000 billetter.

Talsmand for NorthSide Festival, John Fogde, udtaler:

"Det er gået meget hurtigere, end vi havde regnet med. De første 1.000 billetter blev solgt på mindre end tolv timer, og derefter er salget bare gået strygende, til det punkt hvor alle billetterne til særpris nu er væk. Det er en tillidserklæring fra vores publikum, som vi er meget stolte af." 


NorthSide Festival 2012 afvikles i Ådalen i Aarhus den 15. til 17. juni. Der vil løbende blive lanceret flere billettyper, samtidig med at salget af partout-billetter fortsætter via www.billetlugen.dk

ANNONCE