Nyhed

Nyt dansk pladeselskab

A:larm music er navnet på et nyt og alternativt dansk pladeselskab med erfarne kræfter bag

Det nye danske pladeselskab, A:larm music, der slog dørene op den 1. i denne måned, tilbyder en alternativ måde at udgive musik på, hvor artisterne sikres masser af kunstnerisk frihed og stort medansvar for egen succes. A:larm music tilbyder således hovedsagelig promotion, marketing, salg, fremstilling, distribution og ikke mindst et stort kendskab til det danske marked.

Selskabet er startet af to af de mere erfarne herrer inden for musikbranchen, nemlig Anders Lassen og Mads Rosted, der i sin tid startede den danske afdeling af Playground Music og således igennem seks år har arbejdet med kunstnere som The White Stripes, Depeche Mode, Marianne Faithfull, Swan Lee, Mew og mange flere.

Lassen og Rosted ønsker et tættere samarbejde med de enkelte artister, der fokuserer på kvalitet frem for kvantitet. Blandt de kunstnere, som allerede er sprunget på vognen, kan nævnes Jens Unmack, Mew (billedet), Kitty Wu, Martin Hall og Dial Zero.


A:larm music udgør det nyeste skud på stammen af selskaber i MBO, der i forvejen består af selskaberne CMC, Copenhagen Records, My Way Music, Recart Music, TTC og Good Song Publishing.

ANNONCE