x

Torsten Larsen langer ud efter Pitchfork

Torsten Larsen langer ud efter Pitchfork

I sommer kørte i nogle uger en til tider ophidet debat mellem en række danske musikanmeldere. Debatten udløb af kommentarer fra henholdsvis Politikens anmelder Erik Jensen og Berlingskes ditto Thomas Søie, der begge kritiserede Roskilde Festival for at være holdnings- og profilløse. Derudover roste Erik Jensen Danmarks Smukkeste Festivals musikudbud for dets folkelighed.

Det fik Informations Ralf Christensen til at kritisere Jensen og Søie for at være bagstræberiske, og i nogle uger fortsatte debatten med bidrag fra blandt andre de flittige musikdebattører og musikere Kristian Leth og Henrik Marstal.

Efter en tid stilnede debatten af igen, men nu forsøges den genoplivet fra en ny side, nemlig Torsten Larsen, der er sanger og sangskriver i det anmelderroste Aarhus-band Larsen And Furious Jane (billedet, med Larsen i midten), som i sommer udgav albummet "Dolly" til gratis download.

I et debatindlæg på musiksitet passiveaggressive.dk tager Larsen tråden op dels ved at moderere angrebet på Erik Jensen, dels ved at kritisere det ellers meget anerkendte og indflydelsesrige amerikanske musiksite Pitchfork.

Politiken-skribenter professorer i banaliteter

Torsten Larsen skriver indledningsvis, under overskriften "På røven i spejlkabinettet (igen):"

"Mange havde travlt med at dæmonisere Erik Jensen, hvis eneste forbrydelse vel egentlig er, at han skriver om musik, som Carsten Werge kommenterer fodbold. Måske gik der hul på bylden for Politikens frafaldne læsere, som endelig fik en anledning til at markere deres utilfredshed med en avis, hvis kulturstof skrives af personer med professorater i flygtige til mellemkorte banaliteter (med Henrik Palle, ikke Erik Jensen, som skræk-/pragteksemplet), og som rammer lige ned i tomrummet efter den bratte afslutning på nullernes radicoolness-fest*.

*Moderskibet har det eftersigende fint igen, organet bløder stadig" (Larsens fodnote, red.)

Larsen fortsætter:

"Ønsker Erik Jensen at benytte sin taletid til at begræde manglen på tidligere tiders massefænomener, hylde dansk comedy-rock og nostalgisk fælde tårer over dengang i firserne, hvor der var meget mere prestige, pladeselskabs-swag og blæs fra håbefulde, konservatorieuddannede HanneSanneAnneOgLis-kloner i at være musikjournalist, så står det ham frit for. Læserne har 10.000 andre mulige kilder til deres musikkritik. Og hvorfor er det et problem for Ralf Christensen? Om noget vinder han vel ved at fremstå mere sober og seriøs i sammenligningen?"

Pitchfork mere form end indhold

Herefter retter Torsten Larsen en bredside mod det toneangivende amerikanske musiksite Pitchfork, som han beskylder for at fokusere mere på trends og form end reel musikalsk substans. Han skriver blandt andet:

"Pitchforks karakterskala med dens decimaler giver den perfekte ersatz-kompleksitet, som man kan spejle sin egen simulerede dybde i, og med ca. fem nye anmeldelser om dagen kan man som en åndelig påklædningsdukke skifte sin ham efter behag. Det med påklædningen er centralt: Et typisk besøg på Pitchfork byder således på et mix af reklamer for tøj og tracks. Denne American Apparel-velour-T- shirt med disse uafhængigt producerede hampsko og den nye med Deerhunter – så er du kørende*.

*Dresscode sidenote: Den såkaldt hipster-uniform har bl.a. budt på comeback til overskægget, blusen med elastisk i ærmegab og liv og spraglede farver. For et barn af sluthalvfjerdserne vækker det minder om de før/efter-billeder af AIDS-ramte, der fra midten af firserne oversvømmede tv-skærmen, og som bed sig fast i mit skrøbelige barnesind. Konnotationerne er for mig derfor ikke udelukkende lyse, lette og ironiske." (Larsens fodnote, red.)

Torsten Larsen konkluderer, at Pitchfork efterhånden har givet ham lyst til at melde sig på Erik Jensens hold:

"Hver uge byder på en ny revival og en tilhørende strøm bands, som ikke vinder på egne dyder, men på evnen til at reproducere andres. Pains of Being Pure at Heart og Yuck hypes uhæmmet, men mest af fordi de giver anledning til at kanonisere halvgode plader fra firserne og halvfemserne, som vi så kortvarigt kan grave frem blot for at konstatere, at der var en grund til, at de samlede støv på hylden.

Som moderne, identitetssøgende verdensborger er jeg interesseret i, at den tid, jeg lever i, skal være noget specielt. At lige netop min tids musik er vigtig. Som forbruger i et overflodssamfund og musikelsker ønsker jeg, at der skal udkomme mesterværker hver dag. Men når jeg hører Animal Collective, Grizzly Bear, Yeasayer, Deerhunter, War on Drugs, Bear in Heaven, John Maus, Ariel Pink, Arcade Fire, Wavvves, Crystal dit og Crystal dat, så trækker min indre Erik Jensen, rockist, kulturchauvinist og -anakronisme sgu også i sine waders og gør klar til at drukne tidens toner i fadbamser i det mest folkelige forum, han kan komme i nærheden af."

Læs hele indlægget på passiveaggressive.dk og giv gerne din mening til kende i kommentarfeltet nedenfor. Synes du også, at Pitchfork er overflade og modeluner, eller er det et seriøst musiksite, som andre kan lære af? Og har Torsten Larsen ret i sin kritik af de mange bands, Pitchfork hyper, eller kan eller vil han bare ikke høre deres kvaliteter?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA