x

Noel Gallagher ligger nummer 1 i England

Noel Gallagher ligger nummer 1 i England

Den forhenværende guitarist og sangskriver fra Oasis, Noel Gallagher, udgav sit første soloudspil den 17. oktober. "Noel Gallagher's High Flying Birds" ligger nu nummer 1 på den officielle hitliste i England og har i den forløbne uge solgt 120.000 eksemplarer.

Noels bror, Liam Gallagher, udgav i februar "Different Gear, Still Speeding" med projektet Beady Eye og formåede kun at nå en tredjeplads på hitlisten.

Mulig jubilæumsturné

Oasis gik fra hinanden i 2009, og brødrene Gallagher splittedes som uvenner. Men der går allerede rygter om, at bandet vil genforenes i år 2015 til 20 års jubilæet for deres succesfulde album "(What's The Story) Morning Glory" fra 1995.

Liam Gallagher udmeldte i sidste uge i et interview til The Guardian, at en genforening ville være oplagt:

"Hvis vi kan få styr på vores lort inden 2015, så kan vi gå på turné og spille albummet i sin helhed til dets 20 års jubilæum. Det må vi se på. Det kræver en gensidig respekt mellem min bror og jeg."

Striden imellem de to brødre er stadig aktuel, og Liam afslutter også interviewet med, at "Noel bare trænger til at lave sit solohalløj nu og vil komme til at indse, at han ikke kan klare sig uden sin bror."

Noel snart klar med nyt

Noel Gallagher udmeldte i juli, at han har tænkt sig at udgive to soloalbum med "Noel Gallagher's High Flying Birds" i første omgang.

Opfølgeren vil være et 18-numres album i samarbejde med Amorphous Androgynous, som vil udkomme engang i 2012.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA