Nyhed

Robbie Williams skifter fra EMI til Universal

Med et nyt pladeselskab er Robbie Williams klar til at udsende sit kommende soloalbum

Efter det første brud med boybandet Take That i 1995 gik Robbie Williams solo i 1996 og skrev kontrakt med det multinationale pladeselskab EMI, der i 1997 udgav hans første soloplade "Live Thru A Lens". Siden hen har Robbie udgivet syv studiealbums og et par opsamlingsalbum, alle på EMI.

Genforening og splittelse

I 2009 lagde Robbie Williams og Gary Barlow fra Take That deres uoverensstemmelser på hylden, og Take That blev genforenet samme år og udgav albummet "Progress" i 2010, et album, der blev fulgt op af en stor verdensturné, som blandt andet førte dem til Danmark i sommer.


Tidligere i denne måned meldte Robbie Williams sig atter ud af boybandet, og lovede sine fans, at et kommende soloalbum var i støbeskeen.

Ny start

Den engelske sanger har nu droppet EMI og skiftet til Universal Music, der udgiver hans kommende soloplade.


"Jeg er virkelig begejstret over at komme til Universal-familien, og jeg synes, at det er den mest spændende tid i min karriere", udtaler Robbie til den engelske nyhedsside Metro.

Universal har også udgivet Take Thats tre album efter gendannelsen, både de to album uden Robbie, "Beautiful World" (2006) og "The Circus" (2008)" og det seneste med ham, "Progress" fra 2010, samt minialbummet "Progressed" fra 2011.

ANNONCE