Nyhed

New Kids On The Block og Backstreet Boys gæster Herning

De to amerikanske boybands optræder sammen i Jyske Bank Boxen den 12. maj

Tidligere i denne måned kunne GAFFA meddele, at Backstreet Boys kommer til Herning næste år og giver koncert i Jyske Bank Boxen.

Koncerten er nu bekræftet af den danske koncertarrangør Live Nation, som også kan bekræfte, at koncerten indbefatter både Backstreet Boys og New Kids On The Block.

NKOTBSB


De to nok største boybands nogensinde har slået pjalterne sammen og har turneret i Nordamerika under den oplagte forkortelse NKOTBSB.

De to boybands betrådte scenen sammen første gang i slutningen af 2010 og optrådte herefter mere end 50 gange sammen i USA og Canada i løbet af sommeren 2011.

Til Danmark


Konceptet NKOTBSB bringer dem næste år til Europa, hvor et ud af 18 shows kommer forbi Jyske Bank Boxen i Herning lørdag den 12. maj.

Her vil man have mulighed for at opleve de to boybands, der efter nogle år i opløsning blev gendannet i henholdsvis 2008 og 2005, give en dobbeltkoncert, der ganske sikkert også bringer alle ni sangere på scenen sammen igen.

På nær Kevin Richardson fra Backstreet Boys er alle originale medlemmer med på turnéen.


Populære drenge

New Kids On The Block udsendte i 2008 albummet "Block", mens Backstreet Boys siden deres gendannelse har udsendt tre album.

Sammen har de to bands solgt 200 millioner album, og listen over førstepladser, guld- og platinplader er uendelig.


Billetsalget begynder tirsdag 1. november kl. 10.00 gennem Billetnet.dk, på telefon 70 15 65 65 samt på posthuse.

ANNONCE