Nyhed

Oasis på Vega d. 8 juni

Oasis spiller sensationelt i Store Vega. GAFFA.dk har talt med Noel Gallagher om koncerten og det kommende album.

Oasis har valgt at spille en række 'Wake-Up'-koncerter på det europæiske kontinent i forbindelse med bandets 6. studiealbum Don't Believe the Truth som udkommer d. 30. maj. Bandet - der i øvrigt allerede kan melde udsolgt på sommerens stadionturné hjemme i Storbritannien - har valgt Danmark som et af kun fire lande de besøger uden for England.

Den først annoncerede koncert 'Paris Olympia' i Paris - med en kapacitet på 2.500 publikummer - blev udsolgt på en time. Så hold øjne, øre og Dankort åbne når Vega-billetterne ryger til salg.

Men hvorfor spille små intime koncerter når man kan tjene kassen på at spille stadionkoncerter i hjemlandet? Noel Gallagher forklarer:
- Faktisk er jeg ligeglad, jeg har ikke meget med det at gøre, jeg får bare at vide i aften skal vi spille i Danmark. Men det bedste ved at spille på små steder er den tætte kontakt til publikum. Men personlig aner jeg ikke hvad en intim koncert vil sige. Betyder det at du skal gå rundt og tale med hver enkelt person til koncerten?


Nok ikke men hvad kan publikum så forvente på Vega?
- Vi øver op i øjeblikket og har ikke besluttet os for det endnu men jeg regner med at vi spiller omkring syv sange fra det nye album og så en håndfuld klassiske Oasis-numre.

Mange der som undertegnede har smuglyttet på det kommende album "Don't Believe the Truth" vil givet mene at det er det stærkeste fra Brødrende Galllaghers hånd siden de to første skelsættende albums "Definitely Maybe" og "(Whats's the Story) Morning Glory". Noel er ikke kendt for at sætte sit lys under en skæppe. Hvordan vurderer han selv dagsformen?

- "Efter "Definitely Maybe" synes jeg det er vores bedste album. Alle har deltaget og skrevet sange på pladen. Jeg er meget tilfreds".


Første single "Lyla" på gaden d. 16 maj.
Læs meget mere om Oasis og hvad Noel Gallagher i øvrigt havde at fortælle i GAFFA i juni.

ANNONCE