x

Guide: Hvad sker der på Spil Dansk Dagen?

Guide: Hvad sker der på Spil Dansk Dagen?

Hvert år den sidste torsdag i oktober afholder en lang række kulturorganisationer med sangskriverorganisationen Koda ved roret Spil Dansk Dagen, der hylder danskkomponeret musik med alt fra koncerter over foredrag til debatter med mere. 

I dag, hvor det netop er Spil Dansk Dagen, løber således over 1100 arrangementer af stablen fordelt ud over det ganske danske land. Alt fra glade amatører til professionelle vil oplade røsten og gribe til instrumenter for hylde den danske sangskat.

Dagen byder således på et musikalsk overflødighedshorn uanset hvor man befinder dig, og her på Spil Dansk Dagens hjemmmeside kan man finde hoved og hale i de mange arrangementer og finde ud af, hvad der sker lige netop dér, hvor man befinder sig.

GAFFA har set nærmere på et lille udpluk af de mange arrangementer, der kan være interessant for dig, hvis du befinder dig i en af Danmarks tre største byer eller ejer en digital radio.

 

Danmark, Henrik Tuxen på P6 Beat

GAFFA deltager indirekte i Spil Dansk Dagen, når man kl. 12:00 kan man høre GAFFAs mangeårige skribent Henrik Tuxen og Soundvenues redaktør Nicolai Torp fortælle om deres fem danske yndlingssange fra og med år 2000 på P6 Beat. 


Københavns Lufthavn, Moriesh spiller ved bagageudleveringen

Som Københavns Lufthavns passagerchef Marie-Louise Lotz udtaler, så er de cirka ti minutter, som en passager gennemsnitligt venter på sin bagage for mange den kedligste del af en rejse. Men ikke i dag i Københavns Lufthavn, for her spiller danske Moriesh, der for alvor blev kendte, da de i juni varmede op for Bon Jovi på Horsens Casa Arena, og nu sætter en stopper for kedsomheden i bagageudleveringen.

Oplev Moreish i løbet af dagen i Københavns Lufthavn

 

København, Debat på Idealbar

Kl. 16:00 på IdealBar vil blandt andre Troels Abrahamsen, Le Gammeltoft og Kodas direktør Anders Lassen diskuterer hvordan bloggere, musikere og interesseorganisationer som Koda kan finde fælles fodslag i den meget omtale bloggerdebat, som GAFFA flere gange har berettet om. Hele debatten startede, da bloggen WondersMakeJoy.dk blev kontaktet af Koda, der krævede betaling til sine medlemmer for den musik, der var tilgængelig på WondersMakeJoy.dk. Det vagte stor utilfredshed i blogsfæren, og Koda har sidenhen fremlagt en ny model for de ikke-kommercielle musikblogs, hvor prisen blev sænket betragteligt, og som seneste tiltag er de gået ind i forhandlinger med YouTube om en aftale, der skal sikre, at bloggere frit kan indlejre musik fra YouTube eftersom YouTube så allerede har betalt regningen.

Følg den spændende diskusion på Idealbar kl. 16:00

 

København, Musikdebat og minikoncert i Rundetårn

Kl. 20:00 vil endnu en debat finde sted i København, om end med et lidt andet fokus. Her vil der blive diskuteret, hvordan musik binder os sammen, og ikke mindst hvordan dansk musik binder os sammen. I panelen vil man blandt andet kunne opleve Isam B fra Outlandish, der også vil give en minikoncert i forbindelse med debatten. Derudover vil også musikanmelder Klaus Lynggard, debattør Henrik Marstal og musiksociolog Eva Fock give deres besyv med om musik og sammenhængskraft.

Mød op i Rundetårn kl. 20:00 og følg den spændende diskussion.

 

Aarhus, Birk Storm, Drott & Marsk og EkkoEgo på Studenterhuset

Kl. 20:00 er der på Studenterhus Aarhus mulighed for at opleve koncert med tre danske upcomming navne, når Studenterhuset fejrer Spil Dansk Dagen med en såkaldt Newbees Night. Her vil den 27-årige electro/funk-musiker Birk Storm, som har vundet Karrierekanonen og varmet op for Keri Hilson give koncert sammen med Drott & Marsk, der spiller melodisk poprock og aarhusianske EkkoEgo, der giver den gas.

Oplev de tre bands kl. 20:00 på Studenterhus Aarhus.

 

Aalborg, Emma Acs og The New Spring på Studenterhuset

I det nordjyske kan man kl. 22:00 opleve fremadstormende Emma Acs samt Bastian Kallesøes soloprojket The New Spring. Emma Acs har med sin debutplade "Champagne" skruet tiden tilbage til 60'erne og 70'erne, og det har vakt stor opmærksomhed på den danske musikscene.

På Spil Dansk Dagen kan Emma Acs med The New Spring som opvarmning opleves i caféen på Studenterhuset i Aalborg kl. 22:00

Streaming

Streaming-tjenesten Wimp fejrer Spil Dansk Dagen ved at dedikere en hel side til dansk musik, hvor Wimp sætter fokus på nye og gamle kunstnere gennem anbefalinger og playlister af blandt andre Spil Dansk-ambassadørerne Dúné, The Floor is Made of Lava og Nicholas Kawamura.

Hvad skal du på Spil Dansk Dagen? Har du noget du kan anbefale? Smid en kommentar nedenfor.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA