Nyhed

Nordic Sounds-nedtælling: Jonathan Johansson

Torsdag den 3. november spiller syv spændende nordiske kunstnere på Vega. Vi portrætterer dem hver dag på GAFFA.dk

Som en del af den nordiske kulturfestival Ting Festival inviterer Vega torsdag den 3. november kl. 20.00 til en aften med fokus på det nordiske præg i musik og stemning. 

Til arrangementet "Nordic Sounds" vil publikum kunne opleve syv spændende nordiske kunstnere. Svenske Jonathan Johansson og Anna von Hauswolff, norske Susanne Sundfør, islandske Sóley og danske RebekkaMaria & Jonas Petersen (Hymns From Nineveh) samt Michael Møller.

De syv kunstnere repræsenterer på hver deres måde lyden af Norden. Kunstnerne vil optræde i et særligt intimt setup i Store Vega, hvor det er muligt at komme helt tæt på de optrædende, og hvor musikken til lejligheden vil være skrællet ind til kernen. 


Om det nordiske koncert fortæller Vega selv i en pressemeddelelse:

"Selvom det kan være svær at præcisere og formulere, så synes der ofte at være en speciel tone eller sound i nordisk musik. Ikke blot indenfor jazzen og den klassiske musik, men også indenfor den rytmiske musik kan man finde en speciel stemning, som er præget af bl.a. melankoli og kølighed, men også inderlighed, intimitet og evnen til at skabe billeder. Om det skyldes mentaliteten, det sproglige fundament, måden vi opfatter os selv og vores umiddelbare omgivelser på eller et andet nordisk karakteristika er svært at fastlægge. Ikke desto mindre synes det at give mening at tale om en speciel nordisk sound, som kan høres hos kunstnerne til aftenens arrangement."

Jonathan Johansson: Jeg kan synge mine egne sange, ikke andres


GAFFA bringer i ugen op til Nordic Sounds miniportrætter af de syv kunstnere, og i dag gælder det svenske Jonathan Johansson, som er aktuel med sit andet egentlige album, "Klagomuren", opfølgeren til 2009's meget roste "En Hand I Himlen". Johansson har netop givet et interview til GAFFAs Lars Löbner Jeppesen.

Så lang tid Jonathan Johansson husker tilbage, har han spillet musik, men det var først, da han flyttede fra Malmø til Stockholm som 21-22-årig, at musikken blev til mere end blot en hobby. Indtil da havde han, som så mange andre unge, været i vildrede over, hvad han egentlig ville udrette her i livet. Men i den svenske hovedstad fik han et par nye venner med et anderledes målrettet livssyn: 

– Jeg begyndte hurtigt at hænge ud med en maler og en sangskriver, og selv om de var ligeså unge som jeg, så tog de deres arbejde meget seriøst. Det engagement jeg så hos dem, var den primære årsag til, at jeg indså, at jeg selv var nødt til at investere mig selv 100 procent i musikken. De to venner havde truffet en beslutning om, hvad de ville her i livet, og jeg indså, at jeg var nødt til at gøre det samme. Så jeg ringede til min far, der havde lavet en studieopsparing til mig, og fortalte ham, at jeg skulle bruge alle pengene til en guitar. Til det havde han kun ét spørgsmål, og det var, om jeg nu også var seriøs omkring musikken, og da svaret var et klingende ja, så overførte han de 20.000 kroner til mig. Siden dengang har jeg været seriøs omkring musikken.


Selvom beslutningen nu er små ti år gammel, så er musikken først for nylig blevet det vigtigste i Johanssons liv, men det skyldes primært, at han har haft svært ved at anerkende sig selv som musiker:

– Jeg er jo hverken uddannet eller særligt god til at spille instrumenter. Jeg er ikke engang en særligt god sanger. Altså, jeg kan synge mine egne sange, men så heller ikke meget mere end det.

Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion og læs interview med de andre Nordic Sounds-kunstnere også i GAFFAs artikelsektion.


Læs mere om arrangementet på Vegas hjemmeside

Billetter til "Nordic Sounds" kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE