Nyhed

Magtens Korridorer: Glad musik, nej tak

Johan Olsen & Co. er aktuelle med albummet "Imperiet Falder", der ifølge bandet selv er et billede på den vestlige kulturs tilstand

Magtens Korridorer udgiver i dag deres femte album, som har fået titlen "Imperiet Falder", og i den forbindelse har GAFFA fået en snak med bandet, blandt andet om verdens tilstand i dag og dens indflydelse på det nye album. I den forbindelse udtaler sanger Johan Olsen:

– Jeg bryder mig ikke om glad og munter musik, det gør mig deprimeret og i dårligt humør, hvorimod mørk og desperat musik opliver mig og giver mig energi og glæde. Og Imperiet Falder er et billede på den vestlige verdens tilstand, der er i forfald på alle niveauer. Når den menneskelige grådighed tager over, står arrogancen for fald, det er ikke unikt for vores kultur, men noget der har udspillet sig igen og igen i verdenshistorien, illustreret ved for eksempel Romerrigets fald. Det, som sker er, at selvfedhed gør blind. Vi lever i en utrolig interessant epoke i verdenshistorien, hvor den ene krise udspiller sig efter den anden. Sydeuropa er nærmest bankerot, og USA låner flere penge end deres bruttonationalprodukt.

– Og det sidste, jeg har læst er, at den kinesiske økonomi er lånefinansieret, kommenterer guitarist Rasmus Kern.


– Da højkonjunkturen toppede, og boligmarkedet steg helt vanvittigt og folk storforbrugte og ragede til sig, tænkte vi, "det kan ikke blive ved med at gå, boblen eksploderer pludselig". Derfor kaldte vi pladen Friværdi, og nu står vi så med håret i postkassen og bliver lovet, at vi nok skal klare den med nogle reformer, men nej, sådan går det ikke, det bliver bare værre, forudsiger Johan, uden at nogen modsiger ham.

Rock og øl

Magtens Korridorer leverer ikke nogen kur mod sygdommen, men ser deres rolle som kunstnere, der maler et billede af nutiden, og for den sags skyld fremtiden, men de er dog sikre på en ting:


– Folk har altid brug for rock og øl, det er det sidste, som forsvinder, fastslår bassist Terkel Møhl.

Læs hele interviewet i GAFFAs artikelsektion.

 


ANNONCE