Yo Akim og Phase 5 får Natasjas Æreslegat

Yo Akim og Phase 5 får Natasjas Æreslegat

I år er det fire år siden, at sangerinden Natasja Saad omkom i en bilulykke på Jamaica. Hendes specielle stemme og fængende reggaerytmer er stadig en stor inspirationskilde for musikere og dj's verden over. Natasja blev lørdag aften hyldet ved det årlige show "We Remember Natasja", der blev afholdt i Pumpehuset.

Danske kunstnere som Buggy Nhakente, Karen Mukupa, Wafande, Kesi, Donkey Sound og Benny Jamz med flere optrådte lørdag til showet. Ved samme lejlighed blev der uddelt en række legater fra Natasjas Mindefond til herboende personer, der aktivt arbejder på at udbrede reggaemusik i Danmark. Natasjas Æreslegat på 25.000 kr. går i år til to danske musikere, som har været ved Natasjas side, siden hun første gang stod på en scene: Yo Akim og Phase 5.

Yo Akim eller Joakim Nikolaj Brammer Hjejle, som hans borgerlige navn er, har været en af de nøglepersoner i dansk hiphop, der har været med lige siden midten af 80'erne. Han lærte igennem ungdomsklubben Klub 47 Natasja at kende og producerede i 1993 sangen "Come Inna Di Dance" sammen med rapgruppen No Name Requested, som var Natasjas første gruppe. Gennem de sidste ti år har han markeret sig ved at have skabt musikken til de hiphop-inspirerede teaterstykker "Hip To The Hop" og "Sylfiden", og så har han produceret Lucy Loves to anmelderroste album, "Superbililon" og "Kilo" fra 2009 og 2010.

Phase 5 eller Henrik Marquardt, som han hedder , er også en af "The Old Boys" på hiphopscenen. Han har siden af slutningen af 80'erne remixet og produceret for mange danske kunstnere som f.eks. Kuku og Al Agami, Dr. Baker, Camille Jones, Clemens, og udenlandske navne såsom A Tribe Called Quest, Tony! Toni Tone! og Ultramagnetic Mc's. Phase 5 var oprindeligt dj for No Name Requested og formår stadig at være en af Danmarks bedste og travleste dj's med pladetasken fuld af reggae, hiphop og tung bas.

Også DJ Schack får et Æreslegat på 7.000 kr. for sin langvarige indsats som underviser og dj i dj-skolen ScrathMekka. Der går tre legater på 5.000 kroner hver til følgende:

DJ Cars10 (Carsten Olesen), der igennem de sidste 15 år har promoveret reggae og hiphop bag pladespillerne og på sine mixtapes.

Gitte Peters, som igennem sin pladebutik Zion Roots i Aarhus holder fanen højt for reggaemusikken.

Lars Lynge, som står bag reggaeklubben Trenchtown Club, der ligger i Vestergade i Aarhus.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA