x

Larry Graham er klar til dansk koncert

Larry Graham er klar til dansk koncert

På søndag den 6. november klokken 20 spiller Larry Graham i Amager Bio. Vi havde funklegenden i røret direkte fra Chanhassen, Minneapolis, til en snak om hans kommende turne og det kommende album, som han meget nødig ville løfte sløret for. Til gengæld vil han gerne snakke om kærlighed til musikken, og han løfter også sløret for hvorfor Prince og ham så ofte gæster Danmark.

Du er lige kommet hjem fra sommerturné, hvor du blandt andet spillede med Prince på NPG-festivalen - hvorfor turnere igen?

Når jeg ikke turnerer, så får jeg konstant forespørgsler om at komme ud og spille. Fra hele verden. Så når folk vil høre vores musik og når vi elsker at spille og være på tour, så why not?

Hans stemme forekommer mig lysere, når han taler, end når han synger. Det er nærmest stik modsat Prince, der er kendt for sit høje sangregister og lave talestemmeleje.

Hvad er drivkraften - efter alle de år?

Jeg elsker det jeg laver og det er en velsignelse, at kunne leve af noget man elsker. Det er ikke alle forundt. Og det er noget jeg ikke tager for givet og som jeg er glad for. Så lige så snart jeg har chancen for at dele min musik med andre, så værdsætter jeg det privilegium.

Hvad kan vi forvente os af koncerten på søndag?

Folk vil altid høre en kombination af både fra Graham Central Station og Sly and The Family Stone og min solokarriere, så det er det jeg tager med. Vi spiller nok ikke noget fra det nye album, for jeg kan godt lide, at folk har haft chancen for at lære det at kende først, så det venter vi sikkert med til næste gang vi kommer.

Har du nogle ritualer inden du går på scenen?

Nej, ingen ritualer. Vi holder fokus og er positive. That's all.

Hvad lytter du til, når I turnerer?

Bandet har en blanding af mange forskellige musikere med. Og jeg har en iPod med, med alt muligt, uanset genre og stil. Vi lytter kort sagt til alt.

 

Læs en længere udgave af interviewet i GAFFAs artikelsektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA