Nyhed

Aura: Derfor er jeg nøgen på mit cover

Sangerinden forklarer, hvorfor hun har smidt tøjet på omslaget til sit nye album "Before The Dinosaurs"

I dag udgiver Aura sit andet album "Before The Dinosaurs", opfølgeren til den succesrige debut "Columbine" fra 2008. GAFFA har talt med sangerinden og blandt andet spurgt til hendes visuelle fremtoning.

Den unge frøken Dione er sin unge alder til trods med i mange af de kreative aspekter, der vedrører hendes karriere. Ud over at hun laver sin egen musik, står hun også for sine egne billeder og videoer samt er art director på sine egne ting:

– Jeg har brug for, at alle de ting, der handler om mig, også bliver på den måde, jeg forestiller mig dem. Så lige for tiden prøver jeg at lave musikvideoen til Geronimo så godt, som jeg kan, med al den finurlighed, charme og kærlighed, jeg nu kan proppe ind i den. Det er jo ikke noget, jeg er uddannet i, og det er ikke altid, jeg ved, hvad jeg laver, og derfor er der også en masse ting, der skal trumfes igennem i forhold til, når folk stiller spørgsmålstegn ved mine idéer.


Nu hvor vi taler om dine billeder, så er du jo utrolig nøgen på coveret til pladen. Hvorfor har du ikke noget tøj på?  

– Jeg har valgt at være nøgen på coveret, fordi jeg jo stod med et album, hvor jeg skulle redefinere kunstneren Aura visuelt. Og siden jeg nu havde denne her forestilling om, at kreativiteten var her før dinosaurerne, valgte jeg at træde et skridt længere tilbage til Edens Have med den nøgne krop og æblet i centrum. Jeg synes desuden, det var vigtigt at vise, at jeg har udviklet mig, og på en masse andre måder har jeg altid været enormt ekspressiv og haft min egen måde at klæde mig på, så det her er min egen måde at klæde mig af. Det er også det tætteste, jeg kan komme på at ligne mit album, der er ret nøgent i forhold til, hvor personligt det er.

– En tredje grund til, at jeg har valgt det cover, er at der sidder en lille pige inden i mig, som gerne vil have lov til bare at være nøgen, uden at skulle leve under den måde, det også er at blive fremstillet på som kvinde i dag – som et sexobjekt. Det kan godt ske, at jeg er nøgen på mit cover, men jeg er ikke sexet for nogen. Det har i hvert fald ikke været hensigten. Det kan godt ske, at det springer folk i øjnene som sexet, men så synes jeg, det siger mere om, hvor vi er kommet hen.


Hvad har reaktionerne på billederne været fra din familie og venner?

– De folk, der kender mig godt, ved jo, hvem jeg er, og hvad jeg står for, så de har ikke stillet spørgsmål ved det overhovedet. De har bare syntes, det var enormt flot og "urkvinde-agtigt" – sådan beskrev min mor det i hvert fald. Jeg kommer jo fra en hippiebaggrund, hvor jeg har været nøgen hele min barndom, så for hende er det ikke så mærkeligt. Hun synes mest af alt, at det er sejt og stærkt.

Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.


Se coveret og læs anmeldelsen af albummet i GAFFAs anmeldelsessektion.

ANNONCE