x

Daniel Miller: Britpoppen gjorde mig deprimeret

Daniel Miller: Britpoppen gjorde mig deprimeret

For nylig gæstede den engelske producer og pladeselskabschef Daniel Miller Culture Box for at dj'e. I den forbindelse fik GAFFA en lang snak med ham om ikke mindst hans rolle som stifter af og leder af det engelske pladeselskab Mute, kendt for udgivelser med markante navne som Erasure, Mute, Nick Cave And The Bad Seeds, Moby og ikke mindst Depeche Mode. Blandt andet kom Miller ind på, hvor træt han var af britpop-bølgen i 90'erne.

Hvis du ser tilbage på alle årene, hvad har så været højdepunkter for Mute? Og det modsatte?

En masse højdepunkter og også en del nedture. Et højdepunkt var begyndelsen på det hele, da det gik op for mig, at folk faktisk havde en interesse i det jeg lavede, hvilket jeg aldrig havde forventet. Der er så mange højdepunkter. F.eks. når man ser et band første gang, hvis de er gode, og hvis publikum reagerer positivt på dem. Det er altid et enormt højdepunkt.

På samme måde er det en stor skuffelse, hvis der ikke er en forbindelse til publikum. Nogle gange kan man bare se, at selvom der arbejdes hårdt, selvom musikerne er gode, så kommer det ikke til at fungere.

Der er et brutalt element af held til stede også.

Det har du helt ret i. En anden skuffelse var op gennem halvfemserne, hvor britpoppen fyldte massivt i England, hvilket var frustrerende for mig, for det var overalt i medierne.

Jeg lavede for nylig interview med OMD, og de sagde nøjagtig det samme – der er åbenbart et misforhold mellem sortklædte synthmusikere og halvfemsernes britpop.

Sagen er jo den, at vi synth-folk tænker gerne på hvordan vi kan skubbe udviklingen fremad, mens britpop handlede om tradition, om at skrue tiden tilbage, basalt set. Det er nok det, OMD har ment. Og så var problemet, at britpop blev et fænomen i en sådan grad, at det komplet overtog popkulturen i en periode. Jeg søgte ikke nye kunstnere til selskabet i denne periode, jeg var lidt deprimeret som følge af hele situationen, for jeg følte, at den musik jeg ville udgive var der nok alligevel ingen, der ville kunne lide.

Manglende selvtillid?

Manglende selvtillid. Selvom vi naturligvis havde navne, der stadig klarede sig godt, såsom Depeche Mode, Nick Cave...

Selv Depeche Mode gik i en mere rock-orienteret retning i halvfemserne.

Ja, men ikke i britpop-retning. Men jo, Depeche Mode blev mere rock-orienterede i de år, som følge af hvad der ellers skete rundt omkring i musikverdenen. Men de havde stadig stor succes; det formåede britpop ikke at ændre på. Desværre kunne vi som selskab godt mærke britpop-effekten økonomisk. Vi plejede at samarbejde med folk verden over, omkring distribution, men jeg nåede til det punkt, hvor jeg indså, at vi havde brug for flere penge og derfor måtte lede efter en samarbejdspartner på et noget større plan. Vi var slet og ret på hælene.

Men så udgav Moby "Play", der solgte ti millioner eksemplarer, hvilket naturligvis var et højdepunkt. Det var et godt album og det solgte godt, men det stillede også Mute stærkere, hvilket betød at vi kunne indgå en god aftale med EMI.

Men det viste sig at være en skuffelse alligevel i sidste ende, da det begyndte at falde fra hinanden. De første fem år med EMI var rigtig gode, men ikke de sidste to. De købte os oprindeligt af de rigtige årsager – jeg kendte de folk, de kendte mig, de vidste hvad vi stod for, kendte vore styrker og svagheder. Men efter fire-fem år begyndte det at gå ned ad bakke.

De folk jeg oprindeligt havde arbejdet sammen med forsvandt, og der kom ny bestyrelse til, som ikke forstod hvad Mute var for en størrelse. De forstod hvad Depeche Mode kunne, hvad Moby kunne, men ikke hvad Mute kunne. Det blev begyndelsen på et skidt forhold, og de sidste par år fungerede det bare ikke for nogle af parterne. Så derfor skred vi. Og det var et højdepunkt.

Der synes at være flere, der forlader EMI, som har det på den måde.

Jeg tror egentlig ikke det har med EMI at gøre.

Det er nok generelt sådan for flere af de store selskaber.

Ja. EMI er ikke noget specielt dårligt selskab. De har gjort nogle interessante ting i de senere år. Men deres måde at arbejde på passer ikke med min.

Læs del af 1 interviewet i GAFFAs artikelsektion. Del 2 følger i morgen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA