Det koncertaktuelle tidligere Velvet Underground-medlem fortæller GAFFA årsagen til, hvorfor han sin tid forlod bandet og Lou Reed
Det er rendyrket rockhistorie: den klassisk skolede waliser Cale møder den utilpassede forstadsknægt Lou Reed i New York midt i tresserne. Sammen danner de The Velvet Underground, som med deres grænsesøgende og stilskabende avantgarderock står i grel modsætning til tidens mere optimistiske, psykedeliske rockmusik, som den udfolder sig i navnlig San Francisco. Allerede efter et par år imploderer ensemblet i interne uenigheder, og Cale har siden plejet en solokarriere med masser af altid uforudsigelige drejninger. I november er han omkring både Århus (VoxHall, 13. november) og Malmö (Malmö Opera, 21. november), og GAFFA benyttede lejligheden til at få en snak med manden.
Det er blevet til et langt interview om både Cales kommende album og hans genopførelse i Malmö af 1973-albummet "Paris 1919". Men naturligvis skal vi også dvæle lidt ved fortiden:
Da jeg for et par år siden havde en snak med din gamle kollega Lou Reed (læs interviewet her), sagde han, at han "ikke gad at grave i noget gammelt rock'n'roll-affald" – med andre ord at han ikke gad snakke om fordums meritter. Men må jeg stille dig et par retrospektive spørgsmål?
Ja, hvad så?
Må jeg høre din version af de uoverensstemmelser med Lou Reed, som førte til afskeden med The Velvet Underground?
Det var to mennesker, som prøvede at finde hinanden, samtidig med at de forsøgte at finde deres egen identitet ved at spille bolden, deres kreative idéer, op imod den anden. Og når der finder sådan en konkurrence sted, er konflikt uundgåelig, medmindre man er virkelig stabil og forstår den proces, man gennemgår. Og det gjorde vi ikke. Vi fik en masse medieeksponering i en meget ung alder, og jeg tror ikke, at vi var klar til at håndtere det.
Men bevægede I jer også i forskellige retninger rent kreativt?
Ja, man kan nok argumentere for, at jeg ønskede at arbejde virkelig hårdt på sangene og re-arrangere dem, indtil vi nåede frem til noget anderledes. Evnen til at skrive en virkelig smuk sang var til stede, men for mig var det ikke helt nok; jeg ønskede at skubbe grænserne for, hvad man kunne gøre med arrangementerne. Så der lå uoverensstemmelsen over, i hvilken retning bandet skulle bevæge sig. Og jeg mener, at der er plads til begge dele, men jeg tror, at alle på det tidspunkt var løbet tør for tålmodighed, og vi kunne ikke nå frem til nogle tilfredsstillende svar.
Vi kommer selvfølgelig ikke uden om klichéspørgsmålet: kommer vi nogensinde til at se et samarbejde mellem Lou og dig i fremtiden?
Det har jeg ingen anelse om. Det lader til, at vi begge er meget interesserede i forskellige ting. Jeg har ikke sat mig ned og talt med ham i temmelig lang tid, så jeg ved ikke, hvad der interesserer ham for øjeblikket. Så indtil vi får lejlighed til at finde ud af, hvad hinanden går op i, er det meget vanskeligt at se for sig, hvad vi kunne lave.
Nu vi taler om Lou; hans nylige samarbejde med Metallica har virkelig delt vandene. Har du hørt pladen?
Nej. Jeg ved godt, at der er en masse kontroverser omkring den. Men jeg har ikke lyttet til den.
Læs et meget længere interview i GAFFAs artikelsektion
Køb billetter til John Cales koncerter via GAFFA Live
