Nyhed

Danish Music Awards satte seerrekord

Lørdagens DMA havde gennemsnitligt 958.000 seere, og da der var flest, fulgte 1.067.000 livetransmissionen på TV 2

Igennem de sidste tre år har Danish Music Awards ikke været sendt på tv, men i år, da showet endnu engang løb over skærmen, fulgte knap en million seere i gennemsnit hele showet. Dermed sætter årets show ny seerrekord for Danish Music Awards.

Den hidtidige seerrekord stammer fra marts 2001, hvor Danish Music Awards blev set af 854.000 danskere på TV 2. Da showet senest blev sendt på tv – på DR1 i 2007 – så 562.000 danskere med.

Da DMA 2011 blev genudsendt søndag eftermiddag, var seertallet i gennemsnit 184.000.


TV 2s programchef Keld Reinicke udtaler følgende om DMA 2011 og TV 2 linje i forhold til musikken:

"Vi har sagt, at når vi skulle sende DMA igen, skulle det være folkeligt og samtidig overdådigt, med musikalske overraskelser og med optræden, som danskerne udelukkende kan opleve ved dette show. På TV 2 har vi samtidig truffet et strategisk valg om, at vi vil have dansk musik tilbage på tv. Vi vil dyrke den danske sangskat og de fremragende danske sangere, og det gør vi gennem programmer som Toppen Af Poppen, Danish Music Awards og Voice – Danmarks største stemme."

TV 2 har samarbejdet med musikselskabernes brancheorganisation IFPI og KODA om årets Danish Music Awards, og det er IFPI's bestyrelsesformad Henrik Daldorph meget tilfreds med. Han udtaler:


"Musikbranchen og TV 2 har igennem længere tid samarbejdet om at skabe et Danish Music Awards, der står mål med kvaliteten i dansk musik. Det synes jeg, at både de optrædende musikere og TV 2 lykkedes med i lørdags, og derfor er jeg også rigtig glad for, at et rekordstort antal danskere fulgte begivenheden."

Læs også GAFFAs artikel "DMA genopstod med masser af nøgenhed" og giv dit besyv med i kommentarfeltet, hvor bølgerne går højt.

ANNONCE