Nyhed

Nyt album fra Eels

Koncertaktuelle Eels udsender i dag det dobbelte konceptalbum ”Blinking Lights and other Revelations”, med bidrag fra notabiliteter som Peter Buck og Tom Waits.

Manden med det borgerlige navn Mark Oliver Everett aka E, har siden tidligt i 90erne udgjort kernen i bandkonceptet Eels, der skiftevis er enmandshæren E, der fedter med utallige sange i sin kælder og et turnerende og studieindspillende band i traditionel rockbesætning. Det stærkt personlige og særdeles omfattende albumprojekt ”Blinking Lights…” er en kombination af begge.

Dobbeltalbummet der til en vis grad kan ses som en forlængelse af den dødsfikserede og selvbiografiske ”Electro-Shock Blues” fra 1998 er undfanget i enmandshærens kælder men er senere færdiggjort med band i studiesammenhæng, hvor gamle venner som Tom Waits, Peter Buck, og (stemmen fra Lovin’ Spoonful) John Sebastian medvirker. Samtidig er E med band – eller hvad det nu ender med at blive - klar til at indtage koncertsale verden over, bl.a. i Store Vega d. 9 juni under banneret "Eels With Strings", der ifølge hovedpersonen bliver alt andet end en rockkoncert.

Gaffa.dk mødte den særprægede kunstner i hjembyen Los Angeles i sidste måned hvor E blandt andet kunne fortælle om yderligere en fremtrædende gæstekunstner på albummet. Læs her og medbring halsbånd.


Læs interviewet

ANNONCE