Nyhed

Grøn Koncert 2005

Safri Duo, Sanne Salomonsen, Tim Christensen, TV-2, Peter Sommer, Kira & The Kindred Spirit, Johnny Deluxe og Niarn er på plakaten til sommerens Grønne Koncerter.

I eftermiddags offentliggjorde Muskelsvindfonden og Tuborg for 23. gang programmet for sommerens syv grønne koncerter. Dagens værter til pressemødet på Vega i København var Jacob Haugaard, Simon Jul Jørgensen og Jan Elhøj. De to sidtnævnte værter står for præsentationen på Grøn Koncerts ungdommelige scene, Grøn Spot, der siden 2001 har været endagsfestivalens alternativ til den mere folkelige hovedscene, som Jacob Haugaard tager sig kærligt af at præsentere. Grøn Scene, som hovedscenen bliver kaldt, byder i år på slagtøjsekvilibristerne Safri Duo, rockmamma Sanne Salomonsen, følsomme Tim Christensen og Danmarks kedeligste orkester TV-2. Vanen tro er der satset på de helt sikre navne.

Grøn Spot derimod er en smule mere vovet, dog uden at forarge nogen sådan for alvor. Det fik de fremmødte musikjournalister en kort smagsprøve på til pressemødet, hvor flere af de aktuelle Spot-navne optrådte. På Spot Scenen kan man opleve P3 Guld-prismodtageren Peter Sommer, fuldblodsrockerne fra Kira and The Kindred Spirits, elskovsponyerne fra Johnny Deluxe og den nordjyske gangsterrapper Niarn (billedet). De tre sistnævnte (og Sanne Salomonsen) er alle tilknyttet kometselskabet Copenhagen Records, der i 2004 satte sig i førersædet, hvad angår satning på ny dansk musik med kunstnerisk substans og kommercielt potentiale. Udover de ovenfor nævnte artister, der alle gæster Grøn Koncert, så er også Nephew og Bikstok Røgsystem i stald hos Copnehagen Records. Og set i lysets af selskabets evne til at finde de ’rigtige’ navne er det vel meget forståeligt, at deres kunstnere repræsenterer 50 procent af programmet på Grøn Koncert 2005.

Midt imellem pindemaderne og de grønne Tuborg fangede GAFFAs udsendte årets hiphop-indslag Niarn, der selv har været en flittig gæst til Grøn Koncert gennem sin ungdom. GAFFA spurgte ham, hvad publikum kan forvente sig, når han går på scenen til Grøn Koncert: ”Det bliver sgu en gang rock’n’roll” forklarer Niarn og tilføjer, at han bl.a. medbringer den hårdtslående og tidligere metaltrommeslager Ralle Malone for at skabe mere råhed og energi på scenen. ”Det bliver ikke en almindelig hiphop-koncert” fortsætter Niarn, der er stolt af at være udvalgt til at gæste syv danske byer i forbindelse med Grøn Koncert 2005. Og den folkelighed, som Grøn Koncert ofte forbindes, med forskrækker ham ikke: ”Grøn Spot er et eksempel på fornyelse og en lyst til at tiltrække et ungt publikum” fortæller Niarn og tilføjer, at hans motivation til at medvirke i høj grad også handler om det gode formål, som Grøn Koncert støtter.


Billetsalget til Grøn Koncert 2005 starter den 26. april på billetlugen.dk, og billetter kan også købes ved indgangen. Billeter i forsalg kan desuden købes hos Bilka og Føtex fra den 30. maj. Billetpriserne er 80 kr i forsalg og 120 kr. ved indgangen.

Grøn Koncert 2005


Muskelsvindfonden

ANNONCE