x

Hør Kate Bushs nye album online

Hør Kate Bushs nye album online

Som vi efterhånden har skrevet flere gange, udgiver Kate Bush næste mandag, den 21. november, sit første studiealbum med nye sange siden 2005, "Fifty Words For Snow". Albummet er hendes kun tiende studiealbum fra og med debuten "The Kick Inside" i 1978, men dog det andet i 2011. I maj udgav hun således albummet "Director's Cut" med genindspilninger af sange fra hendes to ældre album "The Sensual World" og "The Red Shoes" fra henholdsvis 1989 og 1993.

Allerede nu har du mulighed for at høre Kate Bushs nye album i sin helhed hos NPR. Albummet indeholder syv numre med en spilletid fra syv til 14 minutter. På åbningsnummeret "Snowflake" kan man høre Bushs 12-årige søn Albert, kaldet Bertie, synge leadvokal. Guitaristen og sangeren Andy Fairweather Low leverer kor på singleforløberen "Wild Man" – som her optræder i sin fulde syv minutters længde – Elton John synger duet med Bush på "Snowed In At Wheeler St.", og skuespilleren, forfatteren, filminstruktøren med mere Stephen Fry læser op på albummets titelnummer.

Kate Bush debuterede i 1978 som 19-årig med singlen "Wuthering Heights" og albummet "The Kick Inside", der begge straks blev kæmpehits. Siden har hun udgivet en stribe anmelderroste og velsælgende plader, blandt andet "Hounds Of Love" fra 1985 med storhittet "Running Up That Hill". I de senere år er der imidlertid blevet længere og længere mellem hendes pladeudgivelser, ligesom Kate Bush bortset fra en enkelt gæsteoptræden hos Dave Gilmour i 2002 ikke har performet live siden 1980'erne. Hun har kun en enkelt gang, tilbage i 1979, været på en egentlig turné.

Hør "50 Words For Snow" her og giv gerne dine kommentarer med i kommentarfeltet på GAFFA.dk. Lever Kate Bush op til forventingerne, eller er hun faldet af på den?

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA