Nyhed

Katy B aflyser morgendagens koncert

Den populære engelske sangerinde har fået betændelse i strubehovedet og må derfor aflyse koncerten i Pumpehuset

Den engelske sangerinde Kathleen Brien, bedre kendt som Katy B, skulle have givet koncert i morgen, onsdag den 16. november i Pumpehuset i København, men koncerten er desværre aflyst. Koncerten kan ikke gennemføres, da Katy B har fået akut laryngitis, altså betændelse i strubehovedet, og hun kan derfor ikke bruge sin stemme.

Billetter til koncerten refunderes, hvor de er købt.

Den engelske sangerinde Kathleen Brien, bedre kendt som Katy B, har i 2011 fået stor succes ikke mindst i hjemlandet med sit debutalbum, "Katy On A Mission" fra i år. Samtidig har hun gjort sig solidt bemærket som gæstevokalist hos dubstep-trioen Magnetic Man, der optrådte til dette års Roskilde Festival, hvor Katy B også medvirkede ved deres koncert.


Katy B formår at blande popmelodier og fængende refræner med bastung klubmusik fra Londons undergrundsscene. Hun brød igennem med "Katy On A Mission" og efterfølgende fulgte "Perfect Stanger", "Lights On", "Broken Record" og senest "Easy Please Me".

I en alder af kun 22 år har den unge sangerinde opnået stor succes på relativt kort tid. GAFFA interviewede Katy B i sommer, hvor hun blandt andet fortalte om, hvordan det hele startede:

"I BRIT Schools studier lavede jeg en garage- og house-orienteret demo, og ham, der producerede den, var dj på radiostationen Rinse FM (tidligere pirat-radiostation, der særligt spiller grime, dubstep og drum and bass, red.). Han spillede nummeret for DJ Zinc, som kontaktede mig på MySpace og bad mig levere noget vokal til et nummer, han og Geeneus arbejdede på. Det var vildt!"


Som et beskedent plaster på såret over den aflyste koncert kan du ses GAFFA TV's interview med Katy B på Roskilde Festival nedenfor.

ANNONCE