Nyhed

Tindersticks til København

Stuart Staples og kompagni gæster DR Koncerthuset til marts

Med nitten år og en lille halv snes studiealbum på bagen har britiske Tindersticks - med Stuart Staples' mørke røst i front - gennem årene opbygget et dedikeret stampublikum. Så mon ikke der bliver rift om billetterne, når gruppen den 10. marts giver koncert i DR Koncerthuset?

Gruppen er klar med en opfølger til det anmelderroste 2010-udspil "Falling Down a Mountain", som bragte dem til såvel Vega som århusianske Voxhall sidste år, hvor de ifølge GAFFAs udsendte leverede en femstjernet optræden. Ved tidligere lejligheder har gruppen givet koncerter i Vega i København, i henholdsvis 2003 og '08. Ved sidste års århusianske visit fik GAFFA en snak med Staples, som dog på det tidspunkt ikke kunne sige noget om det nye album:

– "Jeg har ingen anelse om, hvad der kommer til at ske. Men vi kommer helt sikkert ikke til at gå i studiet igen lige efter denne turné, som kommer til at vare det meste af året. Vi har brug for en pause til at eksperimentere. Det kan være, det bliver med alternative måder at optræde på, det kan være, vi skal lave noget filmmusik, som vi jo har lavet en del af (til blandt andre "Nénette Et Boni" og "Trouble Every Day", red.) Men ellers ligger alt åbent". Så du må altså vente til udgivelsen - eller til 10. marts - med at finde ud af, hvor gruppen denne gang har bevæget sig hen.


Billetter til forårets koncert sættes i salg på fredag den 18.11. via Billetlugen og landets Fona-butikker. 

 

ANNONCE