x

Martin Hall portrætterer The Pop Group

Martin Hall portrætterer The Pop Group

I denne uge giver det britiske kultorkester The Pop Group – blandt andet kaldet "the founding fathers of triphop" – deres efter sigende sidste koncerter nogensinde, på Primavera Festival 24., 25. og 26. november. I den forbindelse har en af deres store fans, musikeren og forfatteren Martin Hall, skrevet en omfattende portrætartikel til GAFFA. Artiklen er delt op i fire dele, med et nyt kapitel hver dag til og med torsdag, dagen før gruppens første Primavera-koncert. Første del kan du finde i dag i GAFFAs artikelsektion, men her først en smagsprøve i form af begyndelsen:

"Nej, Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band er ikke verdenshistoriens bedste lp, den ære tilfalder derimod The Pop Groups Y-album, der udkom i foråret 1979, men stadig lyder, som om det blev indspillet i går.

Man kan genfortælle historien om sin egen musikalske dannelsesrejse på mange måder, og man kan altid gradbøje og betone den betydning, som forskellige plader og værker har haft for én undervejs, forskelligt. I starten af 70'erne var det eksempelvis svært at komme udenom Bowie som kulturelt navigationspunkt, ligesom Sex Pistols hen over midten af samme årti med stor gennemslagskraft bragte virkelighedsfornemmelsen tilbage i rockmusikken. En gruppe som Joy Division gjorde ligeledes uudsletteligt indtryk på undertegnede i teenageårene, og de nævnte navne repræsenterede kort fortalt hver sin type vækkelse i en fortløbende proces, der handlede om at begribe og definere verden omkring sig.

Hvor glamrocken igangsatte en destabilisering af kønnet, gav punken stemme til tidens frustration. Herefter fulgte postpunkens særegne mix af romantik og postmodernisme, et muterende vildnis af umiddelbart meget forskelligartede indsatser, der alligevel blev fint kædet sammen pga. periodens esprit – det at intet "bare" var musik, men at dette derimod mere end noget andet fungerede som et dannelsesmodul for den generation af unge, der voksede op i slut-70'ernes dunkelt-sorthvide scenerier. Tryk avler modtryk, og i korte træk kunne tidsånden glimrende opsummeres med den engelske forfatter Charles Dickens (1812–1870) indledning i En fortælling om to byer: "Det var den bedste tid, det var den værste tid ... det var håbets vår, det var fortvivlelsens vinter; vi havde alt i vente, vi havde intet i vente."

For tager man kalenderåret 1979, er det nærmest ubegribeligt, hvor mange senere postpunk-klassikere dette ene år fostrede. Lad os for god ordens skyld lige nævne nogle stykker: Joy Divisions Unknown Pleasures, Wires 154, Throbbing Gristles 20 Jazz Funk Greats, The Falls Dragnet, This Heats selvbetitlede debut-lp ... og så er jeg slet ikke kommet til kolonnen med The Raincoats' ditto, The Cures første (og for så vidt eneste rigtig gode album) Three Imaginary Boys, Gang of Fours Entertainment, The Slits' Cut samt Public Image Ltd's Metal Box. Der skete ting og sager."

Læs hele del 1 af artiklen i GAFFAs artikelsektion.

Martin Hall har også netop anmeldt en dvd om The Pop Group-medlemmeet Mark Stewart, en anmeldelse, du kan læse i GAFFAs anmeldelsessektion.

Martin Hall har i øvrigt også netop anmeldt "Impermanence", det nyeste album fra den græske pianist Othon Mataragas, en anmeldelse, du også kan læse i GAFFAs anmeldelsessektion.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA