Nyhed

Mighty Fight Night åbner for bandtilmelding

Pladeselskabet Mighty Music åbner nu for bandtilmelding til konkurrencen Mighty Fight Night 2012

Pladeselskabet Mighty Music åbner dørene op for spirende metaltalenter i Danmark. Mighty Music er nu klar med en ny omgang af Mighty Fight Night, der er et koncept og en talentkonkurrence, der sætter fokus på den danske metalscene gennem et storstilet show med nogle af de mest lovende danske metalbands.

Showet finder sted i Pumpehuset lørdag den 14. januar 2012, hvor man også kan opleve liveoptrædener af Pitchblack (billedet), Siamese Fighting Fish og Contrition.

Tilmelding


Alle danske metalbands kan deltage i talentkonkurrencen, og det er nemt at tilmelde sig til konkurrencen.

Så hvis man spiller i et metalband og har ambitioner med ens musik, så kan man sende en mail til [email protected] med et link, hvor pladeselskabet Mighty Music kan høre musikken (minimum to sange) samt en beskrivelse af ens band og et bandfoto. Fristen for tilmelding er den 4. december.

Herefter håndplukker Mighty Music tre bands til at optræde i Pumpehuset den 14. januar.

I dommerpanelet i Pumpehuset den 14. januar vil nogle af de mest erfarne branchefolk inden for metal sidde og bedømme de tre bands og deres performance. Dommerpanelet består af repræsentanter fra Copenhell, Pumpehuset, DR og Mighty Music. Vurderingen vil blive todelt, så dommerne har 50 procent medbestemmelse, mens publikum også får 50 procent medbestemmelse igennem stemmesedler, der bliver udleveret ved døren.

Vinderen af Mighty Fight Night får mulighed for at optræde på næste års danske metalfestival Copenhell samt en miniturné i foråret på tre danske spillesteder.


Tilmelding til eventen via Facebook foregår her.

ANNONCE