x

Storsælgende Ed Sheeran gæster Danmark

Storsælgende Ed Sheeran gæster Danmark

Den unge singer-songwriter Ed Sheeran er blevet ekstremt populær i England, hvor storhittet "The A Team" solgte hele 58.000 eksemplarer den første uge singlen var ude og således er den bedst sælgende debutsingle i Storbritannien i 2011.

Samtidig strøg Ed Sheerans debutalbum "+" ind på en førsteplads på Storbritanniens albumhitliste, da det udkom den 9. september og solgte hele 102.000 eksemplarer den første uge det var på gade.

Som GAFFA tidligere har annonceret gæster Ed Sheeran GAFFA Prisen den 8. december, og nu kan Vega så annoncere, at de har lokket den hårdtarbejdende singer-songwriter til at give koncert i Lille Vega søndag den 4. marts.

Se mere om GAFFA prisen

Ed Sheeran, der gæster GAFFA Prisen 8. december og Lille Vega 4. marts, er ikke kommet sovende til sin succes. I 2009 spillede den unge singer-songwriter hele 312 gigs. Han fangede for alvor mediernes opmærksomhed, da han i starten af 2011 udsendte ep'en "No. 5 Collaborations Project", der indeholdt gæsteoptrædender af kendte artister fra den engelske såkaldte grime-scene som Wiley, JME, Devlin, Sway og Ghetts. Den ep solgte uden hjælp fra et plade- eller promotionselskab hele 7000 eksemplarer på en uge.

Efterfølgende optrådte Ed Sheeran i april i det populære britiske tv-program "Later... With Jools Holland" og på Glastonbury Festival, og nu kan danskerne altså se frem til at opleve det nye engelske navn i Danmark hele to gange.

Som endnu et eksempel på Ed Sheerans uortodokse samarbejde for en singer-songwriter kan det nævnes, at flere af numrene på Ed Sheerans album "+" er produceret af den anerkendte amerikanske hiphip-producer No I.D., der blandt mange andre har produceret for navne som Jay-Z og Kayne West.

Billetsalget til koncerten på Lille Vega den 4. marts 2012 starter den 23. november, og billetter kan erhverves via Vegas hjemmeside.

Billetter til GAFFA Prisen den 8. december, hvor Ed Sheeran kan opleves sammen med navne som When Saints Go Machine, WhoMadeWho, Rasmus Walter & Julie Maria, UFO, Xander feat. Kesi og The Echo Vamper, kan erhverves her.

Se videoen til Ed Sheerans "The A Team" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA