Nyhed

3 millioner per sang

Tina Turner modtog ikke mindre end knap 3 millioner kroner per sang fremført ved HCA-showet i Parken den 2. april

I kølvandet på det stort anlagte H. C. Andersen-show, ”Once A Part A Time”, i Parken den 2. april er fulgt en masse polemik omkring økonomien bag showet. Overskuddet fra showet var tiltænkt bekæmpelsen af analfabetisme, men nu viser det sig, at der ikke er noget overskud at dele ud af. Tværtimod er der et underskud på hele 13 millioner kroner.

Underskuddet skyldes ifølge arrangørerne svigtende billetsalg og ikke mindst, at kunstnerhonorarerne har oversteget det budgetterede beløb. Det er således nu blevet offentliggjort, at Tina Turner, der lukkede showet med to numre, modtog en million dollars – det vil sige knap 6 millioner kroner – for sit bidrag til showet. En pæn klat penge for ti minutters arbejde, må man sige.

Der bliver altså ikke nogle penge til overs til godgørende formål, ligesom arrangørerne af de forskellige H.C. Andersen-arrangementer resten af året nu må se i øjnene, at de vil modtage reducerede tilskud til deres events. Det er nemlig meningen, at H.C. Andersen Fonden skal ende med et nulregnskab, så derfor må der nu spares på andre arrangementer for at dække underskudet fra det store show.


ANNONCE