Nyhed

D-A-D går ind som nummer to

Jesper Binzer & Co. er øverste nyhed på hitlisten, hvor Rasmus Seebach stadig er urørlig i toppen

Fredag er den dag, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort, og vanen tro kigger GAFFA på toppen af hitlisten og på ugens nyheder. For femte uge i træk ligger Rasmus Seebach og hans andet album "Mer' End Kærlighed" urørlig i toppen af albumhitlisten. Albummet har forlængst modtaget tredobbelt platin for 60.000 solgte eksemplarer.

Ugens højeste nyhed er D-A-D, der går ind på andenpladsen med deres 11. studiealbum, det ganske velanmeldte "DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK". GAFFAs Michael José Gonzalez tildelte albummet fire stjerner og blandt andet følgende dom: "Der er godt med svulstige guitarer og syng-med-omkvæd, og leder man efter noget eksperimenterende og nyskabende, bør man gå i en stor bue udenom, men har man mod på en bundsolid gang rock og rul, som vor far lavede den, kan man roligt springe på Disneyland-ekspressen denne gang."

Næste nyhed finder vi på tredjepladsen, hvor nyligt afdøde Flemming Bamse Jørgensen går ind med opsamlingen "De Store Og De Gemte", efterfulgt af en anden, heldigvis lyslevende veteran, Sanne Salomonsen, der går ind som nummer 4 med "Tiden Brænder".


På plads nummer 12 går Tina Dickow ind med sin kombinerede live-dvd og -cd "True North", hedengangne R.E.M. er nye på en 19. plads med opsamlingen "Part Lies, Part Heart, Part Truth, Part Garbage 1982-2011", Drake går ind på en 24. plads med albummet "Take Care", og Snow Patrol er endelig nye på plads nummer 27 med "Fallen Empires". Der er ingen re-entries i denne uges album-top 40.

Både track-hitlisten og streaming-hitlisten toppes i denne uge igen af Aura og hendes "Geronimo" foran henholdsvis Rihannas "We Found Love" og Rasmus Seebachs "I Mine Øjne".

Se alle de officielle danske hitlister her.


ANNONCE