x

M.I.A. og Nicki Minaj gæster Madonna-single

M.I.A. og Nicki Minaj gæster Madonna-single

Som GAFFA skrev først i november, har Madonna i forbindelse med førstesinglen til sit kommende album rekrutteret "some serious female star power". Madonna har nemlig fået de to vokalister M.I.A og Nicki Minaj til at medvirke på nummeret "Give Me All Your Love", som de tre kvinder netop nu er i gang med at indspille.

Det har været forventet at de tre stjerner i disse uger skulle mødes for at arbejde på "Give Me All Your Love". Nu har M.I.A så via Twitter bekræftet, at hun sammen med de to "bitches", som hun kalder dem, er i gang med at arbejde på nummeret.

"Summoned to NYC by bitches MADONNA and @NICKIMINAJ. Cofffffeeeeeeeeee it is a good day to get me to trust bitches." skriver M.I.A. via sin Twitterprofil.

Som modspil til dem megen girl power har Madonna fået den franske dj og producer Martin Solveig, der blandt andet er kendt for at spille tennis med Bob Sinclar, til at co-producere nummeret. Han reagerede hurtigt på M.I.A.s tweet med svaret:

"@_M_I_A_ @NICKIMINAJ swag !"

Tidligere på måneden slap en demo-version af singlen ud på nettet, hvilket pop-dronningen ikke var tilfreds med. Madonnas manager Guy Oseary sagde i den forbindelse ifølge NME:

"Madonna har fortalt mig: 'Mine sande fans ville ikke gøre dette.' Hvem der end har ansvaret for dette, beder vi vedkommende være så venlig at stoppe."

Madonna bekræftede tilbage i septemper, at hun vil gå i studiet resten af året og arbejde på det, der bliver sangerindens 12. studiealbum. Albummet er endnu ikke blevet navngivet, men produceres i samarbejde med blandt andre William Orbit, der også stod bag "Ray Of Light" fra 1998 og dele af "Music" fra 2000.

"Give Me All Your Love" forventes at være på gaden til enten februar eller marts.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA