Nyhed

Michael Møller udgiver triplevinyl

"A Month of Unrequited Love" kan nu købes hos vinylforhandlere som tredobbelt vinyl

I maj måned udsendte moi Caprice-fosanger Michael Møller en samling af sange under titlen "A Month Of Unrequited Love". Udgivelsen forgik på den måde, at Michael Møller for hver dag lagde en sang op til gratis download og streaming på hjemmesiden amonthofunrequitedlove.com. Samtidig med, at man gratis kunne downloade sangene, var der mulighed for at donere penge, så sangene, hvis der blev samlet penge nok, senere kunne blive udgivet på cd og vinyl. 

Det blev der, og nu kan "A Month of Unrequited Love" købes hos vinyl- og cd-forhandlere. "A Month Of Unrequited Love" er således ifølge en pressemeddelelse fra Møllers pr-agent Ditte Sig Kramer Danmarks første triplevinyludgivelse, der ikke er en opsamling.

Da den sidste dag i maj oprandt, fældede GAFFAs anmelder Michael Møller en smagsdom over "A Mont Of Unrequited Love". Han gav de 31 sange som samlet være fire stjerner idet han blandt andet skrev:


"Selvom vi ikke er i nærheden af store klassiske break-up-plader som mesterværkerne Blood On The Tracks, Tunnel Of Love, Sea Change eller Love Is Hell er Møllers 31 kompositioner virkelig vellykkede, rørende og veludførte. Også på tekstsiden rammes der ofte plet, og stærke linjer som "I just wanna thank you for leaving my life" og "I will not let you destroy what we had" kan give et stik i hjertet, selvom man ikke lider af sorger netop der."

Skulle man være særligt forelsket i "A Month Of Unrequited Love", kan man købe en særlig bonuspakke i pladebutikken Route 66 på Nørrebro i København. Her kan man i et meget begrænset oplag få sig triplevinylen, dobbelt-cd'en og en usb-nøgle med 7 bonustracks, live-videoer og billedmateriale i en pakke.

Som ekstra information kan det nævnes, at coveret til triplevinylen, der er et såkaldt triple-gatefold-cover, er designet af Spleen Uniteds Kasper Nørlund.


Michael Møller giver koncert med band på Lille Vega den 8. december, hvor Christian Hjelm fra Figurins, Jacob Bellens fra I Got You On Tap og Jannis Makrigiannis fra Choir Of Young Believers gæsteoptræder.

Billetter formidles via GAFFA Live.

ANNONCE