x

Madonna indspiller film med ægtemanden

Madonna indspiller film med ægtemanden

Madonna har åbenbart bare en ting med at indspille film med de mænd hun involverer sig med. Først var det sammen med hendes første ægtemand, Sean Penn – i 1986’s kæmpeflop Shanghai Surprise (en anmelder kaldte den ligefrem ”Flop Suey”), dernæst var det i den meget omtalte Truth Or Dare (også kendt som In Bed With Madonna) med hendes daværende kæreste Warren Beatty i én af rollerne. Nu gælder det så et samarbejde med hendes for tiden ægtemand, Snatch-instruktøren Guy Ritchie. Parret vil nemlig genindspille den romantiske italienske komedie Swept Away, fra 1974 – med Madonna i hovedrollen, og Ritchie som instruktør – beretter Variety i dag.

Kilder tæt på parret, fortæller til Variety, at 32-årige Ritchie var fascineret af tanken om at lave en kærlighedshistorie med en stærk kvindelig hovedperson – en grel kontrast til hans hidtidige film, Lock, Stock and Two Smoking Barrels, fra 1998, og Snatch, fra sidste år.

Originalen vakte i sin tid en del furore – på grund af de mange nøgenscener, den frivole sprogbrug og selve temaet, så mon ikke Madonna kan fylde rollen (godt) ud?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA